Britt Carlsen
Den store sydsal på MCH Messecenter Herning summede af aktivitet i weekenden, hvor godt 50 områdeledere mødtes for at begynde en mere detaljeret planlægning af EM-stævnet i Herning til august. De mange frivillige kommer fra alle egne af landet. De fleste af dem er også dybt involveret i afviklingen af JBK Horse Shows i Odense. Opgaven i Herning er dog i en helt anden liga, men samtlige områdeledere klør på med en bemærkelsesværdig entusiasme. Der er mange detaljer som skal falde på plads, og foruden mesterkabskonkurrencerne i dressur, springning og para-dressur vil der blive afviklet et internationalt springstævne, og så vil hele området foran det store stadion, MCH Arena, blive et oplevelsesområde af de helt særlige med masser af stande, boder, modeshows, underholdning af forskellig art, tivoli med meget, meget mere. Det er arrangørernes og de mange hjælperes helt klare mål, at gøre EM i Herning til det bedste EM nogensinde. Jens Trabjerg udtalte bl.a. i forbindelse med stormødet: Jeg har en ambition om, at det bliver det mest venlige EM. Alle, både ryttere, officials og tilskuerne skal rejse fra Herning med en god oplevelse i bagagen. Vi skal huskes for at have lavet det bedst EM nogensinde.