Stor succes ved Engerupgaard Cup

17-08-2013 22:16

Stine Gertsen

Der var lagt op til lidt speed og action imellem holdene ved dagens DV følskue i Vallensbæk i dag. Der var nemlig arrangeret en spring Cup: Engerupgaard Cuppen

Her konkurrerede 13 af Danmarks helt store rytter-navne inden for dansk spring-elite, på nogle af Danmarks bedst avlede DV-springheste.

Banen var lang, men hele 9 ekvipager kvalificerede sig til omspringningen, hvor der i den grad blev redet til og skåret hjørner. Men ingen kunne komme uden om én af danmarks bedste og mest vindende ryttere, nemlig Linnea Ericsson, som i dag kom først i mål med den stortspringende og charmerende hingst; Party Dance e. Cajus/Godehard, som er avlet og ejet af Christian Kjær. Ekvipagen havde styr på forhindringerne og kom dermed først i mål med tiden 36,9 sek.

Shane Carey og Claudi Skou e. Carson Ask/Cajus, blev hermed overhalet indenom og måtte ”nøjes” med andenpladsen. Den dejlige hingst, som er avlet af Bente og Carsten Skou Olesen og i dag ejes af Peder Davidsen, var lige præcis ét sekund langsommere end Linnea og Party Dance.

Tredje-pladsen gik til Kirstin Skjoldshøj og hoppen; Toftehøjs Crediva e. Crelido/Diamant, som er avlet og ejet af Berit Jensen, Stutteri Toftehøj. Den lille smarte hoppe blev flot styret over forhindringerne og sluttede med tiden 38,1 sek.

Arrangørerne bag cuppen; Mikala Bagge og René Holstein, havde sørget for flotte sponsorer og hermed også rigtig flotte præmier. Cuppens hovedsponsor; Engerupgaard, havde sponsoreret 2000 kr. til tredjepladsen, 3000 kr. til andenpladsen og hele 5000 kr. til vinderen, som jo endte med at blive Linnea og Party Dance. Mange andre sponsorer havde også sørget for, at de vindende ryttere ikke skulle kører tomhændet hjem.

Herudover var der sponsoreret en bedækning med springhingsten; Lagavulin fra Camitz Equestrian i næstved, til avleren af Party Dance; Christian Kjær.

Formålet med Engerupgaard Cuppen er, at sætte mere fokus på Dansk Varmblod i springhesteavlen, især i regionen, men også i det hele taget. Og arrangementet faldt da også i rigtig god jord ved avlere, såvel som ryttere, som synes det var en succes. Arrangørerne håber på at kunne få stablet arrangementet på benene igen næste år, og det virker ikke til at det bliver noget problem med alle de rosende ord, de fik med på vejen.

Billederne fra arrangementet kan ses her på siden fra på tirsdag

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner