Stolte og glade voltigører

13-08-2022 11:36

Trine Askjær-Jørgensen

VM-debutanten Iben Dines Pedersen endte på en flot 18. plads i det stærk felt ved VM i voltigering i Herning – og hendes klub er umådeligt stolt af hende

Nyheden fortsætter efter annoncen

Nyt fra Skibby Ride- og Voltigeklub: Sølv til Danmark i Nations Cup og en 18. plads individuelt ved VM i voltigering.

Formand Marlene Birk Jensen skrev:

– Verdens sejeste Iben Dines Pedersen og fantastiske Hanne Haagen Hansen ved VM i Herning. Vi er så mega stolte og dybt taknemmelige for de fire helt fantastiske dage med Iben, Lieto og Hanne. Jeg har fældet mange glædestårer på deres vegne. Jeg ved hvor mange timers træning der ligger i dette. Når det ser nemt ud, ved man hvor svært det er.

De fik så mange rosende ord fra kommentatorerne på DR, og det var 100% fortjent.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Iben Dines Pedersen skrev:  – VM i Herning har virkelig fejet benene væk under mig! Vi har leveret tre sindssygt gode runder og er blevet belønnet med de bedste point til dato. Endte på en 18. plads ud af 35 i et virkelig stærkt felt til mit første VM som individuel udøver. Jeg er virkelig glad og taknemmelig for at få denne oplevelse og for alle de søde ord, jeg får med på vejen.

Iben, Lieto og Hanne har leveret tre fejlfri runder individuelt, lørdag obligatorisk til 7,577, søndag teknisk til 7,082 og mandag kür til 8,062, samlet 7,696 som gav Iben en 18. plads i kvindernes individuelle konkurrence med 35 deltagere fra 17 nationer.

Copyright Ridehesten.com
Lieto, Hanne og Iben. Foto: Jens Kaare Toftehøj

Onsdag gjaldt det Nations Cup, hvor de otte bedste nationer, hver stiller med to individuelle voltigører og et hold, som dyster mod hinanden. Danmark stillede med Iben Dines Pedersen (7,942), Shena Bendixen (9,127), som tog VM-bronzemedaljen, og holdet BIS1 fra Billund (8,939). Der blev virkelig leveret, og samlet fik Danmark 8,669 og en flot sølvmedalje kun overgået af Frankrig, som stillede med deres to individuelle voltigører, som havde VM-guldmedaljerne med og deres hold, som havde VM sølvmedaljen med.

Det er svært at beskrive hele stemningen ved dette VM i Herning; Det er veltilrettelagt, meget professionelt, storslået og vanvittigt højt niveau. Mange fra klubben har taget turen til Herning, nogle endda flere gange frem og tilbage for at følge denne kæmpe begivenhed. Andre har fulgt med på TV, hvor DR – endelig – fik vist, hvad voltige er. Der er blevet klappet, hujet, grædt glædestårer, holdt fællesspisning m.m. I det hele tage har det været fuldstændigt uforglemmeligt! TAK til jer alle for opbakningen og ikke mindst til holdet og jeres hjælperteam – I er ubeskrivelige! lyder det fra Skibby Ride- og Voltigeklub.

Fakta
Vil du prøve voltigering?

Har du lyst til at prøve kræfter med ridning eller voltigering er du altid meget velkommen – lav en aftale med Hanne Haagen Hansen på 26 13 50 57, gerne SMS.

Fold up
Copyright Ridehesten.com
Alle de danske deltagere i Nations Cup. Foto: Jens Kaare Toftehøj
Kristine Ulsø Olsen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Kristine Ulsø Olsen