Cecilia Lindahl
Det kan betale sig at bruge lidt tid på at vænne en ny hest til både fold og flok. At lukke en ny hest ud til andre heste er nok et af de tidspunkter, hvor der er størst risiko for, at hesten bliver sparket eller bidt. Den nye hest kommer måske også til at løbe gennem hegnet, hvis den føler sig presset af de andre heste og i kampens hede ikke lige får set sig for, men bare flygter.
Gå en tur langs hegnet
Inden du lukker hestene på fold, så er det en god idé at gå en tur langs hegnslinjen med den nye hest, så en kan se folden. På denne måde kan den nye hest lære folden lidt at kende uden at frygte de øvrige heste, og du mindsker risikoen for, at den løber lige igennem hegnet, hvis den føler sig presset af de ”gamle” heste. Lad hesten gå stille og roligt langs hegnet og nippe til lidt græs. Hvis det er muligt, kan du også lade den nye hest få lidt tid alene i folden, inden de andre heste slippes ud. Det giver den mulighed for at lære folden rigtigt at kende uden stress og jag. Vis også hesten hvor vandtruget står.
Gør hegnet synligt
Hvis noget af folden er naturligt omkranset af buske og træer, så læg mærke til om der måske samtidig er åbne steder, hvor hegnet ikke er så tydeligt. Her kan hesten nemlig – måske i panik – tro, at den kan komme væk fra de andre heste. Hvis der findes sådan et sted, så kan du hænge farvede plastikstrimler på den øverste hegnstråd, så den bliver mere synlig. Husk at fjerne disse strimler igen efter et par dage, da de jo ikke ligefrem pynter.
Tid til samvær
Når den nye hest har set hele hegnet, så lad den komme løs og være alene i folden i et par minutter, mens du holder øje med den. Når hesten er faldet til ro, så er det tid til at lade de ”gamle” heste komme tilbage på folden. Det er en god idé at lukke de øvrige heste ind i folden én efter én. På den måde føler den nye hest sig ikke overvældet og netop det er vigtigt for at undgå panik og flugt. Så snart hestene på folden er faldet til ro, så kan endnu en hest lukkes ud.
Pas på dig selv
Vær helst to personer til at lukke en ny hest på fold. Men i skal ikke gå rundt og småfjolle, for der kan lynhurtigt opstå en farlig situation. Når først der er lukket en ”gammel” hest ind til den nye hest, så hold dig på afstand. Hvis hestene ryger op og toppes, så råb ad hestene – forsøg ikke at gå ind imellem. Få fat på en voksen, hvis du har brug for hjælp.
Hierarki
Hvis det drejer sig om en stor flok heste på en stor græsfold, så kan der også hurtigt opstå en farlig situation, hvis du går rundt inde på folden og ikke er opmærksom på de signaler, som hestene udsender. Hestene øverst i hierarkiet føler sig sjældent truet, med mindre den nye hest er aggressiv. Det er hestene længere ned i hierarkiet, som du skal holde øje med, for de føler sig mere truet af en ny hest. Den ”nederste” hest ser måske chancen for ikke længere at være nederst, og derfor kan den pludselig finde på at markere overfor den nye hest. Hvis du står og snakker med den nye hest, så står du måske lige i kampzonen og bliver overset af den angribende hest, eller måske bliver du overset af den nye hest, der pludselig skal forsvare sig. Lad i stedet hestene få ro, mens de er på fold de første par dage, så går det hele som regel stille og roligt, og hestene får vænnet sig til hinanden uden for meget ballade.