Astrid Stæhr Larsen, deltager i artikelkonkurrence
At heste spejler vores sindsstemning er ingen hemmelighed for de fleste, men at denne spejling kan fungere som et stærkt redskab i behandlingen af psykisk sygdom er måske ikke helt så omtalt.
Selv er jeg 20 år, rytter og kæmper med alvorlig anoreksi og har derfor haft kontakt med den overbebyrdede og til tider mangelfulde behandling i den offentlige psykiatri. At tilbuddet fra det offentlige ikke altid er tilstrækkeligt – eller i hvert fald dårligt kan stå alene – er derfor også en kendsgerning, som jeg har måttet sande. Men hvor griber man så hen? Hvad hjælper, hvis psykiatrisk behandling fra højtuddannede specialister ikke gør?
Her kommer hesten i spil
Hesten er ikke en behandler, men jeg mærker på ham, når jeg er på vej i forkert retning. Han bliver tvær, uopmærksom og generelt bare ret så irriterende. Når jeg derimod er i bedre perioder med større gå-på-mod og færre frustrationer, er han pludselig også meget mere medgørlig, kærlig og opmærksomhedssøgende. Men hvad gør det? At indse denne forskel og turde se og bruge den er et fantastisk redskab til at holde mig selv op på sine mål og drømme. Mål og drømme, som i høj grad også har rod i stalden og omkring min kære hest. At hesten på denne måde virkelig “ser mig” er også en oplevelse, som har været altafgørende, for han ser ikke en sygdom, han mærker den, reagerer på den, og jeg skal turde stole på hans umiddelbarhed.
De fleste mennesker mærker helt sikkert meget af det samme som hesten, men at turde (og kunne) reagere på den findes kun hos de få. Menneskene i stalden har dog også en vigtig funktion. Hos hesten er jeg “menneske”. Jeg kommer i stalden som alle andre, passer min hest og mine ting, hygger mig med staldens andre ryttere og nyder godt af den normalitet. I stalden negligeres jeg ikke til patient, et BMI-tal eller en score for min mentale tilstand. Jeg er der på lige vilkår med alle andre. Det er netop også her, jeg mener, at psykiatrien har nogle store huller, for ofte oplever man sig mødt som mere patient, syg og behandlingskrævende, frem for at blive mødt med et reelt ønske og en tro på mennesket bag diagnosen.
Det frirum, jeg oplever hos min hest, er noget, som jeg mener, flere kan få glæde af. Det behøver ikke være netop hos hestene, men denne funktion af frirum, liv og normalitet er altafgørende for, at mennesker med psykiske såvel som fysiske udfordringer kan få en afbalanceret og god hverdag.
Ridefysioterapi er efterhånden både vel- og anerkendt også i Danmark, men hvad med dyreterapi? Måske ligefrem ridepsykiatri?
I mit liv er hestene og ridningen en væsentlig grund til at kæmpe videre mod en urimelig og snyltende sygdom. Det er et fast holdepunkt med normalitet, hvor jeg kommer nærmest at kunne være helt på lige vilkår med alle andre ryttere i stalden. Jeg kan se, at min tilstedeværelse er værdsat af dyrene, og staldens andre ryttere møder mig som mennesket bag sygdommen – en rytter med en hest som alle de andre. Det er et rum, hvor vi taler om almindelige – omend nørdede – emner, og det er det afgørende pusterum fra de tal, skemaer og negative forventninger, som til tider kan fylde alt for meget i behandlingssystemet. Stalden er et sted for dyr, men i den grad også et sted for det menneskelige og umiddelbare. Et pusterum, som findes få steder i den tumultariske hverdag, de fleste kender alt for godt.
I midten af oktober lancerede vi for første gang nogensinde hos Ridehesten en artikelkonkurrence. Vores ønske var at få en masse kreative og spændende artikler, som kunne give et anderledes indblik i hesteverdenen end vores vanlige artikler – det har vi i den grad fået.
Kravene var, at man skulle indsende en artikel på mindst 500 ord, der belyste en side af hesteverdenen, og som både var aktuel og spændende.
Alle artikler skulle læses igennem og efter grundige overvejelser fandt vi de tre bedste.
Hovedpræmien er en udgivelse i februar-magasinet, mens anden- og tredjepladsen får deres artikel udgivet på nettet, og ydermere er der gavekort til Ridehestens webshop til top-3. Her bringer vi som bekendt Astrids artikel, som netop kom på tredjepladsen.
Nød du at læse Astrids artikel? Så glæd dig, for første- og andenpladsen i vores artikelkonkurrence er på vej, og vil snart kunne læses i henh. Ridehestens februar-magasinet og her på nettet.
