Stævne med hestevelfærd og sammenhold

29-04-2024 12:09

Når Uggerhalne Cup 2024 skydes i gang den 7.-9. juni 2024 er det med særligt fokus på hestevelfærd,  klubsammenhold, og at hylde hestene som de fantastiske væsener, de er

Copyright Ridehesten.com
Formålet med Uggerhalne Cup er at skabe sammenhold på tværs af klubber i distriktet, med særlig fokus på hestevelfærd. Foto: Privat.

Uggerhalne Sportsrideklub afholder igen i år Uggerhalne Cup 2024, hvor de ønsker at fremme fokus på hestevelfærd, klubsammenhold men i år også med et særligt ønske om at hylde hestene, som de fantastiske væsener de er. Derfor er målet med arrangementet, at styrke foreningsarbejdet i alle distriktets rideklubber ved at skabe fællesskabsfølelse hos klubbernes medlemmer og i distriktet, fortæller Anette Nyborg, kasserer i Uggerhalne Sportsrideklub. Dette ud fra troen på, at sammenhold i breddesporten på tværs af klubber giver overskud til at bruge på at fremme hestenes trivsel. 

Copyright Ridehesten.com
Alle skal føle sig velkomne til Uggerhalne Cup. Foto: Privat.

Stævnets fokus er at det skal være særligt hestevenligt, og at der skal være noget både for familier, de mindste, de yngste og de urutinerede stævneryttere på alle niveauer og aldre. Derfor er programmet sammensat, så det tilgodeser dem, der har brug for hjælp på banen, der er klasser hvor fokus er på det harmoniske ridt, og klasser med læringselementer, hvor en dommer eller træner gennemgår banen eller programmet med klassens deltagere, inden der rides. 

Hele stævnet kredser om det gode sammenhold, og derfor inviteres der til at campere på området og få hestene opstaldet under hele arrangementet. Der tilstræbes at lave lejrområder for hver klub. Det er ualmindeligt for ryttere på det niveau at tage hesten med til overnatning, og derfor er der planlagt en personlig velkomst til alle, der ankommer med hest, hvor de bliver vist til rette og får en lille velkomstgave. 

Copyright Ridehesten.com
Der er klasser for enhver smag. Foto: Privat.

Hvad er Uggerhalne Cup?
Uggerhalne Cup er en turnering, der løber på tværs af alle stævnets discipliner og klasser: dressur, spring, forhindringsbane og kæphest. Klubbernes medlemmer samler point alt efter hvor mange starter og placeringer de har. For at deltage i cuppen er det et krav, at klubben er medlem af Dansk Rideforbund, men disciplinerne forhindringsbane og kæphest er, som følge af Dansk Rideforbunds regelsæt for multisport, også åbne for deltagere, der ikke er medlem af en rideklub. 

Hvad kæmpes der om?
Vinderen af Uggerhalne Cup er dermed den klub, der har samlet flest point henover stævnet. Hovedpræmien udloddes dermed til selve klubben, og består af tiltag, ydelser og materiel, der kan fremme velfærden for klubbens heste og til udvikling af klubben. Det kan f.eks. være sadeltjek for elevhestene, et års sponsoraftale med en hestemassør, en tur for klubbens trænere eller lignende til inspiration for foreningsdriften. 

Skal din klub være med?
Hvis du kunne tænke dig, at deltage i et stævne hvor hestevelfærd og sammenhold er i højsæde, kan du læse mere og tilmelde dig lige her. 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner