Thomas Bach Jensen
Præmiehingsten St. Moriz Junior er første årgang efter St. Moritz (e. Sandro Hit / De Niro) og er faldet efter hoppen Wie Princess e. Wie Weltmeyer, som også er mor til Finest e. Fürstenball, der var blandt de absolutte publikums favoritter ved hingstekåringen i Verden sidste år.
St. Moritz Junior var topscorer blandt gangartshingstene ved 30-dages testen i Neustadt/Dosse i 2010 med karakterne 8,88 for trav og galop og 9,25 for skridt og totalt 8,19 point. Af sin første årgang har han fået to sønner kåret; St. George mf. Lord Sinclair og præmiehingsten St. Schufro mf. Blue Hors Don Schufro (erhvervet af Blue Hors for 580.000 euro på auktion i 2013).
Hingsten, der ejes af Opländer familien, stod til avlstjeneste i to sæsoner hos Gestut WM, hvor Eckhard Wahlers med succes startede hingsten i unghesteklasser. Hingsten var herefter et halvt år i træning hos Ingrid Klimke, inden et rygproblem opstod, og den blev sendt til Monty Roberts i Californien i et 10 måneders træningsforløb.
- Vi besluttede at kastrere ham. Det var en svær beslutning, men takket være Montys hjælp og kastrationen har St. Moritz Junior nu fået et bedre liv, og hans dressurmæssige uddannelse fortsætter. Nu er det op til hans afkom at skabe resultater i avlen, fortæller ejeren Ethel Opländer til Eurodressage.