Annika Knudsen Lorentsen
Allerede i morgen afholdes to af de indledende mesterskabsklasser, og der er derfor flere af de ekvipager der skal ride i mesterskaberne, som i dag deltager i en opvarmningsklasse.
Det er ungrytterne og U25-rytterne der skal ride deres indledende runde i Agria DRF Mesterskaberne i morgen. 21 ekvipager er tilmeldt hos ungrytterne, og her er flere gode bud på, hvem der kan tage sejren i årets mesterskab. Flere ryttere har medbragt to heste til den indledende klasse, og på den måde forøger de deres chancer for at komme til finalen lørdag med et godt resultat. Her skal de vælge hvilken hest, de vil ride.
De ryttere der har to hest med er Rie Rose Lindegren Roed, Caroline Rehoff Pedersen, Josephine Sandgaard Mørup og Gabrielle Strigel. Selvom disse ryttere har gode odds for at komme til finalen med et godt resultat, så bliver der kamp til stregen fra flere af de ryttere, som blot har medbragt en hest. Sidste års guldvinder Maria Barnewitz Schou er på startlisten, ligesom den nyligt kårede indendørs mester, Lærke Isabel Godsk, også kommer til start. Josephine Sandgaard Mørup, som er en af dem, der har medbragt to heste, er regerende mester for junior, og i år skal hun altså prøve kræfter som ungrytter.
U25-mesterskab for anden gang
Det er kun anden gang, at der afholdes et mesterskab for U25-ryttere. Dette mesterskab blev introduceret sidste år, og her var det Benedikte Rie Truelsen der tog guldmedaljen. Hun er tilmeldt mesterskabet i år med to heste, hendes guldvindende hest Cassina Z e. Cassini I/ Voltaire og den 9-årige hoppe Hait Ask e. Favorit Ask/ Kannan (opdr. Stutteri Ask), og der er ingen tvivl om, at hun vil gøre sit for at forsvare titlen.
Sidste års bronzevinder, Sofie Yderstræde Bucka med La Belle e. Lord Pezi/ For Pleasure, er ligeledes på startlisten, mens både Clara Hallundbæk og Lærke Olesen, ligesom den forsvarende mester. har medbragt to heste. I alt er der 17 ekvipager tilmeldt den indledende runde for U25-ryttere.
Kan Clara bytte bronzemedaljen til guld?
Hos juniorrytterne er der i alt 23 ekvipager til start. Sidste års guldvinder er rykket op i aldersgruppe, mens sidste års sølvvinder ikke er meldt til start ved mesterskabsstævnet. Det betyder, at det kun er en af sidste års medaljevindere, der igen kommer til start i mesterskabet for junior. Det er Clara Roesgaard Kristensen, som har meldt sig klar med to heste.
Det samme har Alberte Filuca Brünning Conradsen, Josephine Christian Jacobsen, Karoline Sloth Kjær, Emma Ponsaing, Jacob Theodor Schmidt og Noona Wildfang Linde. Foruden de ryttere med to heste til start, er der flere interessante ekvipager, og det bliver uden tvivl spændende at følge afgørelsen af Agria DRF Mesterskabet for juniorryttere.
Topryttere til start i seniormesterskabet
Det er ikke hvem som helst, der kan deltage i DM for senior. Her starter rytterne fredag ud på en 150 cm høj bane, mens de i finalen søndag skal ride første runde på en 150 cm høj bane og anden runde på en 160 cm høj bane. For at deltage i dette mesterskab, kræver det altså, at både rytter og hest har mod på den svære opgave der møder dem, og i år er næsten 30 ekvipager meldt til.
Lars Nørgaard Pedersen med Bøgegården Gladiola e. Bøgegården's Graf's Stakkato/ Bøgegårdens Apollo (opdr. Stina og Jørgen Schmidt), som vandt DM i både 2020 og 2021, er igen på startlisten, og de er uden tvivl en af de absolutte forhåndsfavoritter.
Andreas Schou, som i de seneste uger har redet mange flotte resultater i internationale klasser fra 150 til 160 cm, har tilmeldt to heste til årets mesterskab, og han er dermed også blandt favoritterne til at vinde medaljer ved årets mesterskab.
Sidste års vinder af Agria DRF Mesterskabet for seniorryttere, Emil Hallundbæk, har ligeledes meldt sig til med to heste, og det samme har både Lars Bak Andersen, Martin Mose Knudsen og Martin Neergaard. Tina Lund har i skrivende stund tre heste tilmeldt den indledende klasse, men ifølge reglementet, er det kun tilladt at deltage på to. Det bliver derfor spændende at se, hvilke heste Tina i sidste ende vælger at møde op på. Valget står mellem den 12-årige Chacceldi e. Chacco-Blue/ Griseldi L, den 8-årige Cordani PS e. Cornet's Balou/ Baloubet du Rouet og den 13-årige Carallo e. Corrado I/ Con Air.
Både Søren Pedersen og Konstantin Deeken Künnemann, som var en del af det danske hold ved EM sidste år, er også tilmeldt årets mesterskab. Stine Cassøe Jakobsen, som vandt den 150 cm høje Grand Prix ved Christmas Show er ligeledes på startlisten for senior, sammen med flere andre ryttere, som uden tvivl vil gøre sit for at levere det bedst mulige resultat i årets mesterskab.