Camilla Tiefensee Schrøder
Holdet er sat til CSIO3* FEI Nations Cup, som skydes i gang fredag den 30. juni klokken 15 i Luxembourg, og det hele kan følges live på FEI.tv. Det skriver Dansk Rideforbund på deres hjemmeside.
Det danske hold, der skal kæmpe om point på den 1,50 cm høje bane, består af Søren Møller Rohde og Velerne Ask, Karina Leichle og Sire D’Isigny, Andreas Schou og Hazel BS samt Rikke Haastrup Kristensen og Charleston K.
Nations Cuppen rides over to runder, og det er de tre bedste resultater på hvert hold, der tæller med i det samlede resultat i hver runde. I hver runde er springene max 150 cm, og første runde rides fredag kl. 15.00, mens anden runde rides kl. 18.00.
I pinsen blev det til dansk sejr i Nations Cup, da springlandsholdet var på hjemmebane ved det store Equitour Aalborg stævne i Uggerhalne.
Se startliste- og resultater her.
Koncept for FEI Nations Cup
Verden er inddelt i seks ligaer, hvor den europæiske liga er inddelt i 1. og 2. division. Her starter Danmark i 2. division, hvor 17 nationer konkurrerer om kvalifikation til den endelige finale i FEI Nations Cup samt oprykning til 1. division. Finalen afvikles i Barcelona i september.
Den bedste nation i 2. division rykker op i 1. division og er samtidig kvalificeret til finalen. Det næstbedste land i 2. division er også kvalificeret til finalen, hvor der er mulighed for oprykning til 1. division, hvis man placeres i top 8 ved finalen.
Læs mere: