Annika Knudsen Lorentsen
Det har været en spændende weekend hos Grindsted Rideklub, hvor det skulle afgøres hvilke af de unge heste der opnåede en billet til Pavo og Dansk Ride Forbunds championater for ungheste hos Blue Hors i uge 41.
I går blev det afgjort hvilke 4-års heste der fik plads, men det for 5-års blev afgjort tidligere på dagen. Nu har også de 6-årige heste været i aktion, og her var den hingsten Springbank II VH (SWB) e. Skovens Rafael/De Niro som trak det længste strå. Med Betina Jæger Jensen i sadlen opnåede hingsten en samlet karakter på 9,48, hvor det blandt andet blev til hele 9,8 for trav. Hør Betina fortælle om dagens sejr i videoen nederst i nyheden.
På andenpladsen blev det vallakken Eternity 75 e. Escolar/Sir Donnarhall I, som blev flot fremvist af den nykårede Danmarksmester Cathrine Dufour. Sammen opnåede de en flot samlet karakter på 9,27, hvor det blandt andet blev til 9,8 for trav, og 9,5 for både ridelighed og kapacitet.
Tredjepladsen gik til Sauternes e. Sezuan/Londonderry (opdr. Lena og Ulrik Kristensen), som blev fremvist af Janni Dietz og opnåede samlet 8,7 i dagens mellemrunde.
På fjerdepladsen blev det Blue Hors Touch of Olympic L e. Blue Hors Don Olymbrio/Fidermark (opdr. Anja & Jan Petersen), som blev fremvist af Nanna Skodborg Merrald, mens femtepladsen gik til Elverhøjs Raccolto e. Sezuan/Sandro Hit (opdr. Berith Nielsen), som blev redet af klassens vinderrytter, Betina Jæger Jensen.
I alt gik de 18 bedste fra dagens klasse videre til finalen om 2,5 uge, mens de 6 vindere fra sommerens kvalifikationer også er kvalificeret. Det betyder, at vi kan se frem til at se 24 fremragende 6-års heste i finalen.
Se resultatet fra klassen her.