Astrid Ø. Sørensen
Lørdag den 8. februar 2025 under Jumping International Bordeaux underskrev WBFSH og International Stud Book Committee (ISBC) en banebrydende samarbejdsaftale. Dette skaber nu grundlaget for anerkendelse og fejring af fuldblodsheste og deres bidrag til sporten samt til sportshesteavl. Derudover er det også en mulighed for sportshesteavlen for at drage nytte af styrken og erfaringen fra fuldblodsavlen og den forskning, som findes her. Ved at arbejde sammen vil begge parter skabe muligheder for vidensudveksling og nye projekter, der vil understøtte det fælles mål om fokus på hestevelfærd.
Aftalen er kulminationen på et samarbejde, der startede med samtaler mellem European and Mediterranean Horseracing Federation (EMHF), World Breeding Federation for Sports Horses (WBFSH), Federation Equestre Internationale (FEI) og International Stud Book Committee (ISBC), og som førte til inklusion og anerkendelse af fuldblodsracen i FEI.
Tidligere var fuldblodsheste, der konkurrerede på FEI-niveau og ved OL, blevet opført som "avl ukendt", fordi de ikke oprindeligt var registreret af en WBFSH medlemsstambog. Der kan dog ikke herske nogen tvivl om, at fuldblodsheste fortsat bidrager væsentligt til den moderne sport.
WBFSH-formand, danske Jan Pedersen, udtaler: – Uden fuldblod ville den moderne sportshest ikke eksistere. Det er takket være fremsynede avleres visioner, at den atletiske fuldblodshests hurtighe, og letfodethed er blevet en del af avlen, ligesom fuldblodets ædelhed og elegance er en væsentlig faktor for præstationen og udtrykket i den moderne hesteavl. Jeg er glad for samarbejdet med ISBC, som vil gøre det muligt for os at bygge videre på vores historie i fremtiden.
Simon Cooper, næstformand for ISBC, udtaler: – Vi er begejstrede for det nye samarbejde med WBFSH og det tydelige signal om anerkendelse, det sender fra avlen og sporten, også i forhold til at nyde godt af den atletiske fuldblodshest og dens attitude og tilpasningsevne, som ofte er grundlaget for en succesfuld anden karriere i ridesporten for dem. Vores samarbejde giver os et solidt fundament til fremtiden, og det vil skabe flere muligheder for alle involverede.
Aftalen opstiller en ramme for samarbejde om en bred vifte af emner, der er relevante for beskyttelse og støtte af heste i sporten, herunder identifikation, sporbarhed og hestes sundhed og velfærd. Ånden i samarbejdet er at identificere områder af gensidig interesse og udveksle viden og ideer til større gavn for alle heste.
For at skabe et forum for diskussion og videns udveksling vil WBFSH og ISBC oprette et fælles råd, der skal mødes årligt og på skift ledes af repræsentanter for begge organisationer. Ydermere vil begge parter invitere repræsentanter for den anden organisation til deres egne årlige møder og dermed skabe et tæt, løbende samarbejde.
Dette træk vil også tilskynde til fortsat brug af fuldblod i OL-disciplinerne, hvilket giver pensionerede væddeløbsheste mulighed for at nyde en tilfredsstillende anden karriere, hvor de kan bruge deres talenter. Det vil også skabe grundlag for samarbejdsprojekter, der vil fremskynde vidensindhentning og -overførsel til gavn for sporten og hestene.