Tonya Bille Nielsen
Lene Goller Sørensen, ildsjæl og aktiv frivillig EOR’er glæder sig meget på både elevrytterne og hestenes vegne. Hun siger: - Elevafdelingen på EOR er populær med ventelister for at komme til at ride hos berider og ansvarlig for EOR´s elevafdeling, Sanne Lorenzen. Med den positive interesse for elevafdelingen er der konstant aktivitet. De 10 elevheste er i gang i mange timer hver dag – og det er skønt. Blot betyder det også, at udstyret slides hurtigt. At skulle skifte sadler, underlag, stigremme og –bøjler, er en stor udgift for os – og derfor var det fantastisk at få ja til vores ansøgning fra Spar Nord Fonden.
Klaus Jensen, der er direktør i Spar Nord Esbjerg – og som sammen med sit lokale bankråd er Spar Nord Fondens forlængede lokale arm – ved, at bestyrelse og sponsoransvarlige (som fx Lene Goller fra EOR) ude i foreningerne må arbejde hårdt for at hente midler til lokale foreninger og aktiviteter. - Netop derfor – siger Spar Nord direktøren – er det en stor fornøjelse at have Spar Nord Fonden i ryggen. Det betyder, at vi kan støtte endnu flere lokale initiativer, som helt klart gavner fællesskabet og som ’holder liv’ i vores by og vores omegn.
Glæde hos elevhestene
7 af de 10 ”elevheste”, som de kaldes hos EOR, vil også positivt kunne mærke det nye udstyr. Gamle slidte sadler giver et uhensigtsmæssigt og forkert tryk på hestens ryg. Så jo – der er både dyrevelfærd og andre sidegevinster i forbindelse med donationen. Stigbøjlerne er det sidste nye, hvor sikkerhed er i højsæde – og Spar Nord Esbjergs navn kan fremover ses på hver enkelt sadel – på et smukt lille kobberskilt.
Om Spar Nord Fonden
Fondens vision er at være katalysator for menneskelig udvikling og være den økonomiske medspiller, når ildsjæles initiativer og aktiviteter skal blive til virkelighed. Hvert år vil Spar Nord Fonden donere 30 millioner kroner til kultur, idræt, forskning og velgørende formål – både lokalt og nationalt. Fondens donationer kommer et bredt udsnit af befolkningen til gode, og der doneres udelukkende til organisationer, der virker uden kommercielle interesser og til gavn og glæde for fællesskabet. For 2. kvartal 2016 uddeler Spar Nord Fonden i alt 7.082.843 kr.