Anna Pørtner
Hvert andet år afvikles et verdensmesterskab for ungavlere fra avlsforbund over hele verden. I år er det Dansk Varmblod, eller nærmere Ung i DV, som har værtsrollen, og mesterskabet afvikles på Stutteri Ask i dagene fra den 4. – 6. juli.
Det er Inge Madsen, Sarah Jensen og Anja Hansen som er i arrangementsudvalget, og de har arbejdet benhårdt for at få verdensmesterskaberne planlagt, og nu er afviklingen i fuld gang.
Det er ca. 20 hjælpere samt medarbejdere fra Stutteri Ask, som skal få mesterskabet til at afvikles så smidigt som muligt.
I aften er der åbningsceremoni for de 154 deltagere fra 10 nationer, som repræsenterer 20 avlsforbund. Og Inge Madsen ser i høj grad frem til at byde velkommen til Stutteri Ask. Inge Madsen har været HB-repræsentant i Ung i DV siden 2014 og hun er i dag også præsident for International Young Breeders (IYB), en opgave hun har haft siden hun blev valgt i 2021.
- Jeg ser frem til, at vi kan afvikle en fair konkurrence, og vi får støtte til det fra FEI Steward Gitte Malene Hansen og Pernille Winzentsen, de kommer til at fungere som kontrollører og vejledere for deltagerne og deres teams.
35 heste en del af mesterskabet
Stutteri Ask har stillet faciliteter og mandskab til rådighed for mesterskabet. Det er en helt uvurderlig hjælp, understreger Inge Madsen, og betyder, at mesterskabet kan afvikles med en høj grad af professionalisme. Samtidig er de frivillige særdeles engagerede, og det giver lidt ”ro i maven” i forhold til afviklingen, fortæller hun.
Det er Det Fynske Madhus, som med vanlig overblik og sikkerhed, står for catering under mesterskaberne, hvor man kan følge resultaterne på Equipe. I det hele taget har samarbejdet med Stutteri Ask været med til at løfte mesterskaberne, så målet: At afvikle det bedste VM nogensinde – kan blive en realitet.
35 heste – de 22 af dem fra Stutteri Ask og resten fra hjælperne og lokale avlere, skal i gang de kommende dage, hvor der skal løses opgaver som bedømmelse af løsspringning, gangarter, eksteriør og mønstring.
Internationalt samarbejde
De avlsforbund, som har medlemmer af International Young Breeders, er avlsforbund tilknyttet WBFSH (World Breeding Federation for Sport Horses). I sin egenskab af præsident for IYB har Inge Madsen forskellige repræsentative opgaver, og to gange årligt mødes medlemsforbundene til debat, erfaringsudveksling og sparring.
- Det er vigtigt at få den sparring, og de faglige input som det samarbejde giver mulighed for, understreger Inge. Møderne giver ny inspiration og en bekendtskabskreds ud over landegrænserne, som kan være værdifuldt i flere sammenhænge.
- Vi kan lære af hinanden, og den måde, hvorpå andre får tilslutning til deres arbejde med de unge mennesker. Det sker på meget forskellig vis, og nogle forbund har lykkes med at få stor opbakning, som fx Irish Sport Horse, som vandt samlet ved VM ved det seneste mesterskab. Også Svensk Varmblod har mange ungavlere tilknyttet forbundet. Her er der en ansat, som rejser rundt til efterskoler med en hestelinje for at fortælle om arbejdet og rekruttere medlemmer. De er velorganiserede med KRAFFT som sponsor og støtte for arbejdet med de unge avlere.
Netværk på tværs af grænserne
- Vi har behov for at få nye avlere i gang, understreger Inge, og vi oplever, at der er unge, som kommer ind i Ung i DV fra avlerfamilier, men også uden kendskab til avlen, fortsætter hun. I regi af Ung i DV kan de unge, mulige avlere få suppleret viden, men i høj grad også opleve et fællesskab.
Og netop udvikling af fællesskab og netværk er en del af formålet med dette VM, for her får de unge mennesker mulighed for socialt samvær efter konkurrencernes afslutning, da deltagerne bor på Stutteri Ask i beboelsesvogne.
- Vi oplever, at de unge er gode sammen, og det giver ny energi til de slidsomme og svære timer, som også har været en del af forberedelserne, indrømmer Inge.
Håber på et velorganiseret arrangement
Siden januar 2023 har der været arbejdet med planlægningen frem mod dette VM på dansk grund, og især i 2024 har mødefrekvensen været høj for at få alle ender til at nå sammen. Tilbagemeldingerne fra de første deltagere, som er landet på Stutteri Ask viser høje forventninger til verdensmesterskabet.
- Jeg glæder mig til at vi får afviklet et velorganiseret arrangement, hvor vi får en ordentlig og fair afvikling af konkurrencerne, siger Inge, og tilføjer: - Og så ser jeg frem til ”Fun Competition” fredag aften, hvor nogle af mine tidligere opstaldere står for afviklingen, hvor deltagerne skal gennem nogle lege og opgaver i grupper på tværs af forbund og landegrænser.
- Jeg håber på et brag af et VM, så deltagerne rejser hjem, og syntes de har haft et godt besøg i Danmark og gerne kommer igen, slutter Inge Madsen.