Sophia Obel: Mentaltræning hjælper mig til sejr

12-12-2021 10:00

Marie Helene Rigård Rohleder

Dressurrytter Sophia Obel vandt Dansk Ride Forbunds rangliste for pony i 2020, og i år er successen bare fortsat på både hest og pony. I denne artikelserie taler vi med DRF's ranglistevindere fra 2020 og kigger frem mod et nyt år i sportens tegn

Copyright Ridehesten.com
Sophia Boje Obel Jørgensen med EM-sølvmedaljen i 2020. Foto: FEI/Lukasz Kowalski
Nyheden fortsætter efter annoncen

Sophia Boje Obel Jørgensen og den røde superpony Adriano B e. De Angelo B/Flying Dream har for alvor slået konkurrenterne af banen i den danske og udenlandske ponydressurverden de sidste to år. 

Hun overtog tøjlerne i 2020, hvor hun og Adriano vandt 3 x sølv ved EM og blev Dansk Ride Forbunds ranglistevinder for pony. I år blev det til sølv for hold ved EM, mens de red to bronzemedaljer hjem individuelt, og de vandt også overbevisende sommerens DM-stævne med over 10 procentpoint ned til nærmeste konkurrent. 

– Jeg har haft er rigtig godt år på både pony og hest. Den bedste oplevelse har helt klart været EM. Her er du afsted som et hold, og det sociale liv og de venskaber du får der, er en stor del af oplevelsen. Jeg træner op mod de store mesterskaber hele året, og jeg er altid stolt over at repræsentere Danmark, siger Sophia Boje Obel Jørgensen, som til dagligt går i 10. klasse og bor i Ikast. Hun har pt. to heste, men familien leder efter en tredje dressurstjerne.

Copyright Ridehesten.com
Sophia Boje Obel Jørgensen med Adriano B ved ECCO Cup i 2020. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

– I år har jeg virkelig lært, hvor stor en betydning mentaltræning har for, hvordan jeg klarer det ude til stævner. Jeg har samtaler med mentaltræner Laila Aarrejärvi en gang om ugen, og nogle gange tager hun også med til stævner. Hun hjælper mig til at styre mit fokus og bekæmpe nervøsitet. Det er rigtig godt for mig, siger Sophia Boje Obel Jørgensen. 

Nyheden fortsætter efter annoncen

Farvel til pony
I år er også det første år, hvor Sophia kunne starte konkurrencer på hest. Adriano B er derfor blevet solgt til Laura Qvist, som I kan læse om HER. 

I stedet har hun startet flere stævner på Brilliant e. Bretton Woods / Diamond Hit. I år har de blandt andet vundet DRF-mesterskab for juniorer, og de blev nummer tre ved ECCO Cup på Blue Hors i november. 

Copyright Ridehesten.com
Sophia Boje Obel og Brilliant ved ECCO Cup finalen. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Bojsen

– ECCO Cup finalen var kun Brilliant syvende stævne i alt. Så næste år handler for os to om at få en masse erfaring og flere gode og lærerrige ture. Det har været svært at gå fra pony til hest, og en af de største udfordring for mig har været at lære de nye dressurprogrammer udenad. Jeg har virkelig måtte terpe og terpe, for ponyprogrammerne lå jo bare på rygraden, fortæller Sophia Boje Obel Jørgensen. 

Tryk HER og læs mange flere portrætter af Dansk Ride Forbunds ranglistevindere 2020. 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner