Maja Golles
Sammen med forskellige grønne foreninger inviterer Danmarks Naturfredningsforening i dag offentligheden ud i naturen. Desværre er det ikke arrangerede ture på hesteryg, der springer i øjnene, når man studerer programmet for de mange tiltag på ”Naturens Dag” landet over. Men dagen er da alligevel en god anledning til at henlægge hestens motion til det grønne rum. At bryde den vante banetræning ved jævnligt at bevæge sig ud i naturen sammen med hesten gavner både hest og rytter på flere måder. Hovedet bliver klaret, nye indtryk tages ind og andre måder at bevæge sig på tages i brug. Afveksling er som bekendt også en meget vigtig ingrediens i et vellykket træningsforløb, og begge parter vil møde endda mere motiverede op til den mere koncentrerede banetræning næste gang. God tur ud i den – stadig grønne – danske natur! Vær dog opmærksom på, at der i dagens anledning foregår rigtig mange guidede ture rundt omkring i fx skovene, og der kan derfor være ekstra mange gående og cyklende gæster! Er du interesseret i at læse mere om de offentlige naturoplevelser til fods, se da linket til højre.