Anna Pørtner
Anden afdeling af Easy Agri Care EY Cup er netop blevet redet i Jyske Bank Boxen til FEI Dressage World Cup Herning. Med 27 modige U25-springryttere til start, var der lagt op til en spændingsfyldt konkurrence. 10 ud af de 27 ekvipager var danske, og de viste altså rigtig god stil på de 140 cm høje forhindringer.
Det var en danskpræget top-5, der red til præmieoverrækkelse, da Frida Munk Lassen og en meget glad Valerie Ask e. Larimar 7/ Quite Capitol red sig ind på en andenplads. Valerie Ask viste stor overskud og formåede også at springe Frida ud af sadlen, men med en meget effektiv Frida, kunne parret altså glæde sig over en andenplads. Klassen i dag var et perfekt selvtillidsboost til morgendagens Grand Prix, hvor Frida og Valerie Ask igen skal på banen. Foruden at være en sand makker på en springbane, er Valerie Ask mor til Valene Ask e. Cassado Ask/Larimar, der endte på fløjpladsen i en finale med tre hopper til Dansk Varmblods KRAFFT Eliteskue. Derudover er hun mor til årets Springbetonede hoppe i år, og til guldmedaljehoppen Vicky Ask e. Todt un Prince Ask og Veline Ask, der blev årets hoppe i 2022
Klassens suverænt hurtigste tid blev redet af tyske Linn Hamann i sadlen på Ciselle e. Cascadello/ Quidam de Revel, der kunne glæde sig over en sejr i dagens EY Cup.
Tredje bedst blev endnu en dansker. Denne gang var det Linnea Ilsøe Madsen på Medina-EM e. Bøgegaardens Grafs Stakkato/ Candillo 3, der red ind som anden dansker i klassen. Til trods for en bane, der voldte mange af rytterne problemer, særligt fra okseren med vandgrav under og ned til trekombinationen, der stod helt op af publikum, formåede Linnea og den meget velspringende hoppe at levere en suveræn præstation, der i dag rakte til en tredjeplads.
Endnu en dansker til præmieoverrækkelse, var Cecilie Kjær der havde taget en meget glad og stærk Las Vegas e. VDL Zirocco Blue/ Ultimo med i Boxen i dag. Cecilie gjorde sit allerbedste for at få styr på den røde vallak hele vejen rundt, og det blev altså belønnet med en fejlfri runde og en femteplads i dagens klasse.
Udover de tre danskere, der var til præmieoverrækkelse, var yderligere tre danske ryttere fejlfrie, nemlig Jacob Theodor Schmidt, Laura Baaring Kjærgaard og Natasha Tang Kaspersen.
I morgen gælder det endnu en gang for U25-rytterne, når de skal på banen i sidste EY Cup-klasse, U25-Grand Prix, hvor forhindringernes højde lyder på 145 cm. Du kan følge stævnets start- og resultatliste her.
Hør Frida Munk Lassen fortælle om dagens ridt med Valerie Ask i videoen herunder: