Sofia og Santa kom, så, og sejrede

21-06-2015 13:43

Anne-Sofie Schou Munk

Det var ikke helt tilsigtet at Sofia på bare 13 år og 7 årige Santa skulle blive en fast ekvipage. Familien Hegstrup lever nemlig primært af at sælge heste til USA, og Santa blev da også købt med videresalg for øje

Sofia var springrytter fra hun var 6 år til hun var 11 år. Da familien var i USA i 3 måneder, sprang Sofia rigtig meget, men fik også snuset lidt til dressuren. Da de siden returnerede til Danmark lige op til kvalifikationerne til Baltic Cup, bekendtgjorde Sofia at hun ikke ville springe mere, hun ville ride dressur, og hun har ikke taget et spring siden. En beslutning hendes mor er rigtig glad for, hun fortæller:

- Jeg har ikke set hende ride en runde i alle de år hun sprang, men nu tør jeg da næsten se med hele vejen.

Santa e. San Remo / White Magic kom som salgshest til familien Hegstrup, men de indså hurtigt at den og Sofia var et godt match.

Sofia og Santa red MB med succes et par gange, inden de blev gjort opmærksomme på dressurklasserne og mesterskaberne for children.

Ulrik Sørensen der er landstræner for juniorlandsholdet, gav grønt lys til at ekvipagen kunne repræsentere Danmark som den pt. eneste for Danmark, og foreslog at de valgte Hagen som det første.

Da der ikke er tradition for at ride children klasserne i Danmark, har familien selv måttet finde og oversætte programmerne, inden de drog af sted mod det første stævne.

Ulrik Sørensen tog ikke fejl da han sendte de to unge damer afsted til Hagen. Stævnet blev en succes. Ekvipagen red alle dage med over 70%, og sejrede da også i CDI finalen for children, hvilket betyder at de to har kvalificeret sig til Europa mesterskaberne i Videauban.

Familien har derfor allerede pakket lastbilen, og vendt næsen mod det franske. Der er 30 grader, og de vil give Santa muligheden for at holde et par dage fri, og vænne sig til klimaet inden de går i gang igen. Anja som er Sofias mor fortæller:

- Vi valgte at spare hesten for de ekstra 1200 km. Så vi kører ikke hjem til Danmark igen. Vi kan komme ind på stævnepladsen den 28 juni, og så har hesten en uge til at vænne sig til varmen og forholdene. Vi var også meget spændte inden Hagen, fordi Santa bare er 7 år, og forholdene er så store, men Santa er en fantastisk hest, hun tog ikke et forkert skridt under hele stævnet.

Sofia og Santa er et åbenlyst godt match, og derfor håber familien at de har råd til at beholde hesten til Sofia, der om kort tid skal debutere i junior klasserne.

 

Hvis I vil vide hvordan det går med Sofia og Santa i Videauban, så følg med her på siden fra den 1. juli.

Info

Santa blev tidligere redet af Carina Cassøe Krüth, der også har uddannet hesten.
Carina har startet Santa op til MA.
Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner