Skøn, sjov og sanselig ridning i SNE

17-01-2019 07:56

DMI lover sne og kulde over Danmark, men hvor udsigten til sne er ensbetydende med tanker om bøvl og besvær for nogle, så er et hvidt, snedækket landskab også en enestående chance for en sjov og sanselig ridetur

Copyright Ridehesten.com
Der er ingen grund til at blive indendørs, hvis vintermånederne byder på sne. Øget kondition, bedre balance og frisk luft er blandt nogle af de fordele, du og din hest vinder, når du rider ud i sne

Med den rette indstilling og lidt forberedelse, er der mange skønne timer i et snehvidt og frostklart landskab, som kan nydes på hesteryg. Derudover er det ikke bare smukt at ride ud i naturen, når den er dækket af sne, det er også god træning for din hest. Læs, med her og bliv inspireret til, hvordan du får en skøn ridetur i vinterlandskabet.

Sneridning forbedrer hestens kondition
Når du rider i dyb sne forbedrer du din hests kondition, så derfor skal du ikke være bekymret, hvis du ikke lige kan få plads i det overfyldte ridehus. Tag i stedet på en frisk ridetur ud i snelandskabet, så bygger du din hests kondition op, skriver agria.dk. Samtidig får du også lidt frisk luft ned i lungerne.

Ridning i sne styrker balancen
Ridning i sne udfordrer din hests evne til at holde balancen, så derfor er det godt for den at komme ud på tur i sneen. Du skal naturligvis holde øje med terrænet, så du ikke rider ned af skråninger, over grøfter eller andet, som kan være glat eller ujævnt under sneen og som derfor kan være skyld i, at din hest falder. Lidt sund fornuft kommer man nu engang langt med, så hold dig ikke tilbage med rideturen i sneen, hvis du gene vil styrke din hests evne til at holde balancen, skriver agria.dk

Kend underlaget
De fleste heste bliver friske og oplagte, når de kommer ud på en ridetur i sne og frostklar luft, og det kan jo være et dejligt afbræk fra træningen i ridehuset, som hen på vinteren godt kan blive lidt ensformig og kedelig for hesten. Du skal dog tage dine forholdsregler, når du rider ud i snevejret. Begynd forsigtigt og kend underlaget der, hvor du rider, så du er sikker på, at der ikke gemmer sig is under sneen eller har dannet sig et hårdt islag oven på sneen, som din hest kan komme til skade på, skriver agria.dk

Din hest fryser ikke
Din hest er bygget til at kunne leve udendørs i temperaturer, der kan dykke helt ned til minus 23-25 grader. Derfor er din hest ikke uden for sin komfortzone på en gennemsnitlig vinterdag i Danmark. Når man rider i frost og hård frost, skal man imidlertid ikke presse hesten for hårdt, da den ellers kan få problemer med sine luftveje, skriver agria.dk.

Rigtig god ridetur ud i den smukke, hvide sne, som ifølge DMI skulle være på vej til os.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner