Skjærbæk i Champion of the Winners

28-11-2013 13:21

Seks talentfulde unge dressurheste kommer til start i Champion of the Winners under Stockholm International Horse Show. Heriblandt Campari redet af Per Skjærbæk

Copyright Ridehesten.com
Per Skjærbæk og Campari.

Den danske berider Per Skjærbæk, der i år har været meget succesfuld med sin 5-årige Campari, er i denne uge til start ved Stockholm Horse Show med sin talentfulde unghest.

Per Skjærbæk købte Campari e. Concetto / Silvio I (HANN) på elitefølauktionen i Verden i 2008, hvor den var så velgående, at han bare måtte have den med hjem. Det har ikke været noget nem opgave at få den gjort til ridehest, men den har udviklet sig fænomenalt og har vist sig at have en glimrende egenskab til at lukke af for omgivelserne ved ridestævner og bare fokusere på sin rytter.

I sommer var Per Skjærbæk og Campari til start i Scandinavian Open i Falsterbo, Sverige, hvor de vandt den indledende klasse for 5-års og sluttede på en flot tredjeplads. Senere på året sluttede ekvipagen som nr. 5 i finalen af DRF's Dressurchampinat ved JBK stævnet i Odense.

Det er netop topplaceringen i Falsterbo, der har udløst invitatinen til Stockholm, hvor det gælder Champion of the Winners, som afgøres fredag formiddag.

De øvrige startende har alle været topplaceret i det svenske Breeders Trophy  og Scandinavian Open. I 6-års klassen starter Cecilia Kristoffersen med Calaiza T e. Calido / Cortez, Emma Mattisdotter med Cocu e. Florencio I / Jazz og Martina Wikström med Santiago e. Topaasch / Rubinrot. I 5-års klassen får Per Skjærbæk og Campari konkurrence fra Cecilia Kristoffersen og Ivory e. First Wish / Bernstein samt Amanda Meijer med Caruso e. Blue Hors Don Romantic / Pontus.

Følg stævnets resultater HER

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner