Endnu to danske sejre i Hagen (video)

11-06-2021 22:49

De unge dressurryttere Sara Aagaard Hyrm og Alexander Helgstrand har her til aften redet to fantastiske ridt ved Future Champion-stævnet i Hagen, hvilket resulterede i at den danske nationalmelodi blev spillet i både junior- og ungrytterklasserne ved det populære ungdomsstævne

Hver sommer mødes de bedste ungdomsrytter i både dressur og springning ved det internationale stævne "Future Champions" i tyske Hagen. Det er derfor en vanvittig bedrift som de danske ryttere har leveret i disse dage, hvor det nu er blevet til samlet fire danske sejre fordelt på både dressur - og springbanerne ved stævnet.

Sara Aagaard Hyrm avancerede hos ungrytterne
Her til aftenen fik de udenlandske ryttere for alvor at mærke hvor stærkt ridende den danske ungdomsdressur er blevet. Sara Aagaard Hyrm på Skovborgs Romadinov e. Blue Hors Romanov/Mago xx (opdr. Esben Klinkby) blev i går individuelt nummer tre i holdkonkurrencen, hvor der indløb lidt fejl for ekvipagen, men i dagens klasse satte Romandinov ikke en hov forkert. Det blev belønnet med 73,67% og det formåede de stærke tyske ryttere ikke at matche og de blev derfor henvist til anden- og tredjepladsen. 

– Jeg er så glad og mega tilfreds. Rut (red. Romandinov) var ikke helt med mig i går, men det fik vi rettet op på i dag og jeg kunne derfor satse lidt, hvilket gav pote. Det er fantastisk at det hele lykkedes og jeg er så taknemlig for at kunne stå her. Der er så god stemning hernede, hvor alle, både spring - og dressurrytterne, bakker hinanden op og hepper, fortæller Sara. 

I samme klasse blev Kristian Würtz Green på Bovbjergs Zhivago e. Blue Hors Romanov/ Blue Hors Don Schufro (opdr. Hanne Damgaard og Leif Bovbjerg Jensen) nummer otte med 69,66%.

Se resultatet af klassen HER

Endnu en sejr til Alexander Helgstrand
Mellem ungrytternesklasse og juniorsklassen skulle der afholdes flere præmieoverrækkelser og det medførte at juniorklassen blev forsinket. Alexander Helgstrand på Grevens Sa Va e. Blue Hors Soprano/Blue Hors Romancier (opdr. Svend Skov Poulsen og Dorit Greve) havde start nummer to og var derfor allerede i gang med opvarmningen, før de blev opmærksomme på at klassen ikke ville starte til tiden.

– Vi var kommet på opvarmningen og var i fuld gang, hvor vi så får at vide at de er 10-15 minutter forsinkede. Jeg blev slået noget ud, for vi var jo i gang og nærmest klar til at komme ind. Min far og jeg blev enige om at skridte lidt, så både Sa' Va og jeg kunne trække vejret. Det gælder virkelig om at holde hovedet koldt i sådan en situation, fortæller Alexander.

 Alexander formåede at holde hovedet koldt og inden skridtprogrammet viste den foreløbige score over 77%, men herefter indløb der lidt fejl for ekvipagen som kostede i det samlede regnskab. Med 74,65% gentog de gårsdagens succes ved at vinde og henviste tyskerne til de efterfølgende placeringer. 

– Jeg har været rigtig glad for at se Alexander ride så godt hernede og hesten ser virkelig skarp og klar ud. Han vinder med et rigtig godt ridt i dag, men hvor der stadig er plads til forbedringer. Der sniger sig lidt fejl ind i skridten, så det kan egentlig godt blive bedre, og når han formår at ride helt fejlfrit, så tror jeg virkelig at de andre lande får besvær med at komme udenom ham, fortæller landstræner Dennis Fisker

Annabelle Rehn på Vestervangs Garson e. De Noir/Ragazzo (opdr. Martin Klavsen) blev nummer fire med 71,91%, mens Frederikke Gram Jacobsen på Ryvangs Zafina e. Blue Hors Zack/Come Back II (opdr. Alex Dyrgaard) blev nummer syv med 70,19%.

Se resultatet af klassen HER samt alle start - og resultatlister HER.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner