Britt Carlsen
Cathrine Dufour og træner Rune Willum formår støt og roligt at forbedre og "stramme" op på Atterupgaards Cassidy i de svære øvelser og i dag fik Cathrine vist flotte pirouetter, serier og naturligvis et glimrende travprogram med flot passage. - Jeg er rigtig tilfreds med mit ridt i dag, jeg fik vist en forbedret passage. Piafferne er flotte hjemme i træningen, men i dag fik jeg ikke lige vist dem helt så flot, fortalte Cathrine inden præmieoverrækkelsen. Sejren blev på 72,868%
Det kunne have været dobbelt dansk i toppen i dag, da Anna Zibrandtsen red et flot program på Rentino, hvor eneste lille mislyd var fejl i 2'erne men de blev så efterfulgt af en serie fejlfrie og flotte ettere. Da Anna hilste af blev hun standset af dommeren. Efter nogen debat foran dommer C, Anne Gribbons fra USA, skridtede Anna ud. Dommerne mente at kunne se blod i munden på Rentino, men stewarden ved udgangen fandt ikke noget, fortæller Annas træner Jan Brink. Han ærgrede sig over hændelsen og man kan også med rette diskutere, hvilken opgave der så påhviler stewarden ved udgangen. Resultatet blev en diskvalifikation af Anna, som, fortæller hendes træner, ellers var rigtig godt tilfreds med sit ridt.
Se resultatet her.