Astrid Ø. Sørensen
Ridehesten tog tidligt i går morges den lange tur fra Hobro til Dyrskuepladsen i Roskilde. Allerede på motorvejen kunne man se, at der var noget på færde, for de sidste kilometer gik det i sneglefart. Der var lange køer i mere end en forstand i går, og den første blev vi mødt af, da vi stødte på den ventende menneskemængde ude foran billetindgangen. Den forventningsfulde spænding simrede overalt, solen skinnede fra den blå himmel med løftet om en vidunderlig dag og den første duft af dyr begyndte at kunne anes i næseborene. På Dyrskuepladsen kunne man i det store standområde finde alt fra hestelastbiler og bland selv hesteshampoo til kandiderende EU-politikere med bolscher. I de mange ringe var der heste, køer, æsler og andre flere firbenede dyr, og i de gamle rødmalede stalde kunne hestene stryges over mulen. Der var børnelatter, hestevrinsk, fanfarer og en speakerstemme i luften, blandet med den evindelige baggrundsstøj, som kommer, når mange mennesker i godt humør snakker sammen.
At der var mange mennesker, var ikke kun noget, vi oplevede, for besøgstallet for lørdag var 54.672. Den samlede besøgsrekord blev slået i 2023 og lyder på 113.763 - måske er der en ny rekord i vente i år, når fredagens næsten 30.000 besøg samt søndagens endnu ikke optalte gæster lægges til de imponerende mange lørdagsbesøgende. Ikke overraskende er Roskilde Dyrskue da også landets største hestearrangement.
Det Store Hesteshow
Et af skuets helt store højdepunkter er hesteshowet, hvor utallige hesteracer bliver fremvist i kreative indslag. Der var både en middags- og en aftenopvisning lørdag, hvor der bl.a. blev inviteret til bryllup i landsbyen med de smukke Frederiksborgheste, fremvist bryggerheste foran Carlsbergvognen og redet opvisning på de fine norske Fjordheste til sangen "Oppe i Norge boede tre trolde".
Også historien om de tre musketerer blev inddraget i showet, hvor en stor gruppe af New Forest Ponyer og Dansk Sports Ponyer leverede et actionfyldt show med både koordineret dressur og lynhurtig springning over faste forhindringer.
Oppe i en af showstaldene talte Ridehesten i går med Freya Mandrupsen og Line Westen, som red med i musketerindslaget på New Forest ponyerne First Choice og Holly Brookefudge. – Det var en fantastisk oplevelse, fortalte de, men det krævede også meget træning op til. Hør hvad pigerne mere havde at fortælle om deltagelsen i showet herunder:
Det Store Hesteshow 2024 afvikles for allersidste gang søndag eftermiddag 15:45.