Severo er spansk OL-kandidat

26-01-2024 06:37

Sommerens OL i Paris nærmer sig, og fra de forskellige lande begynder bruttotrupperne at blive offentliggjort. Denne gang er det Spanien, som er klar med listen, og her er Severo Jurado Lopez, der har boet i Danmark i mange år, iblandt

Copyright Ridehesten.com
Spanske Severo Jurado Lopez til Hingstekåringen i 2020 på den hædrede DV-hest Fiontini e. Fassbinder/Romanov (opdr. Hanne Lund og Henrik Hansen). Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Danmark har en lovende mulighed for at sikre sig en medalje indenfor dressur ved de kommende olympiske lege i Paris. Der er store forventninger til topnationerne som Tyskland, USA og Storbritannien samt til Holland, som har præsenteret deres bruttoliste, Sverige og naturligvis også til Danmark, men der er også andre nationer, der kan gøre sig gældende.

Hvem de danske ryttere kan ske at skulle dyste imod, står klarere og klarere i takt med, at de forskellige nationers bruttolister opgøres. Fra Spaniens side er der nu offentliggjort en såkaldt "long-list" for både military, dressur og spring.

Spanien er i dressur som Danmark kvalificeret med et hold, dvs. at de kan sende tre ryttere samt en reserve afsted. 

På dressurlisten står følgende ryttere: 

  • Alejandro Asencio 
  • Borja Carrascosa 
  • Claudio Castilla Ruiz
  • Beatriz Ferrer-Salat 
  • José Antonio García Mena 
  • Pablo Gómez Molina 
  • Teia Hernández 
  • Juan Antonio Jiménez 
  • Severo Jurado Lopez 
  • Jose Daniel Martín Dockx 
  • Alejandro Sánchez del Barco 
Nyheden fortsætter efter annoncen

Her kan særligt Severo Jurado Lopez, som stadig nyder godt af de fleste danske fans gunst på trods af sin nylige flytning til Tyskland, fremhæves. Severo har boet i Danmark gennem ti år frem til 2023; en årrække var han hos Helgstrand Dressage, og senere tog han skridtet som selvstændig i Jurado Dressage sammen med kæresten Annika Damrau. Han repræsenterede sit hjemland ved OL i både 2016 og 2021 og står nu med en mulighed for endnu en OL-udtagelse for Spanien. 

Også 57-årige Beatriz Ferrer-Salat er at finde på listen, som med en individuel OL-bronzemedalje i 2004 og adskillige andre OL-deltagelser fra 1996 til 2021 er en garvet mesterskabsrytter, der for det meste er at finde på det spanske hold.

Copyright Ridehesten.com
Beatriz Ferrer-Salat til Hagen and Dreams i 2021 på hesten Elegance e. Negro/Reina, som hun også red OL i Tokyo på samme år. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Spanien er modsat Danmark også kvalificeret med hold til military og springning, og også her er en bruttoliste opgjort. Se den fulde liste. Danmark har dog en enkelt plads i hver disciplin, sikret af henh. militaryrytter Peter Flarup og springrytter Andreas Schou. 

Du kan følge med i ridesportskonkurrencerne ved OL fra den 27. juli, hvor det bliver militaryrytterne, der skal først i aktion. Fra den 30. juli indledes dressurkonkurrencerne med Grand Prix fordelt over to dage, inden holdkonkurrencen i Grand Prix Special løber af staben 3. august efterfulgt af kürfinale 4. august. Sideløbende finder springningen sted fra 1. august og slutter med finalen 6. august. Der er altså masser at se frem til som hesteentusiast, og her på Ridehesten.com kan du frem mod OL få et løbende overblik over, hvilke ryttere de forskellige nationer sender afsted.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner