Thomas Bach Jensen
Efter fire kvalifikationer fra maj til september i Jylland, på Fyn og Sjælland er tiden kommet til finalen i Bundgaard Byg Cup her på Blue Hors, Martofte, hvor første afdeling er afviklet i Intermediaire I med 17 startende ekvipager. Morgendagens anden afdeling afvikles i Intermediaire I Kür, og vinderen bliver den ekvipage med den højeste sammenlagte procentsum fra finalestævnets to klasser.
Selina Solberg Vittinghus, der har vundet to kvalifikationer på Vilhelmsborg og i Solrød med den 12-årige elitesølvmedaljehoppe Atterupgaard Delorean e. Bon Bravour/ Sandro Hit (opdr. Atterupgaard), kunne også trække sig sejrrigt ud af klassen i dag, da ekvipagen opnåede 73,302%.
Bundgaard Byg Cup er en kendt og traditionsrig landsdækkende turnering for ekvipager, der har opnået min. 60% ved start i en Prix St. Georges ved B-stævner eller 63% ved start i Prix St. Georges ved C-stævner i kvalifikationsperioden. Bundgaard Byg Cup rides over fire spændende kvalifikationsrunder i Intermediaire I og Intermediare I Kür. De 18 bedste ryttere går videre til finalen for at dyste om den prestigefyldte titel som vinder af Bundgaard Byg Cup.
Det gode samarbejde mellem DRF og Bundgaard Byg siden 1998 har været med til at skabe en meget populær turnering, der er et stort skridt på vejen til de allersværeste klasser for både ryttere og heste. For Bundgaard Byg betyder det også, at man kommer i tættere dialog med kunder og brugere, hvilket er vigtigt, hvis man vil være på forkant med ridesportens behov.
Nærmeste konkurrent for ekvipagen fra Vallø Rideklub blev Sophia Ludvigsen og den 8-årige KWPN-vallak og tidligere kårede Blue Hors Monte Carlo TC e. Dream Boy/ United fra Fyens Rideklub, der i dag opnåede 72,252%. De blev efterfulgt af Maria Mejlgaard Jensen ligeledes fra Vallø Rideklub på den 10-årige hannoveranerhoppe Sushi e. San Amour I/ Fürst Heinrich 69,846%. De 16 ekvipager, der i dag opnåede minimum 60% er klar til anden afdeling i morgen.
Ungheste Grand Prix
Dagens sidste klasse her i Casir-hallen var Blue Hors Ungheste Grand Prix Tour for heste på 9-11 år. Med oprindeligt fire tilmeldte ekvipager kom tre start i aften. Klassen blev vundet af Anne-Mette Strandby Hansen og EVO Schubidoo e. Blue Hors St. Schufro/ Blue Hors Hotline (opdr. Stutteri EVO) med 68,827%.
Finalen afvikles kl. 8.00 inden anden afdeling af Bundgaard Byg Cup, der løber af stablen kl. 08.55.
Stævnets start- og resultatlister.