Sejr til Anna K og Darlings Dream

20-10-2012 12:02

Britt Carlsen

JBK Horse Show | Anna Kasprzak gentog gårsdagens sejr i lille tur med Darlings Dream, da de i dag sejrede med hele 74,105% i Intermediaire - Lotte Skjærbæk var igen med helt fremme

Anna Kasprzak har blot siddet på ryggen af Darlings Dream i halvanden måned, på trods af at deres samarbejde endnu er så nyt, så ser det ud til at Anna og DD hurtigt har fundet sammen i træningen derhjemme, og det gode samarbejde har de også bragt med ind på banen i Odense. Anna fik vist elegante og letfodede Darlings Dream endnu flottere frem i dagens konkurrence med imponerende, flydende sidebevægelser i travprogrammet og et sikkert galopprogram med flotte changementsserier. De scorede hele 74,105% og dermed skabte de afstand til konkurrenterne. Den olympiske sølvvinder fra Holland Adelinde Conelissen og den yndige Jazz-datter Tiara kom ind på andenpladsen i dagens konkurrence, hvor hoppen så ud til at befinde sig noget bedre inde i den store opvisningshal. De opnåede 69,632% Foruden Anna Kasprzaks debut på Darlings Dream har en anden dansk ekvipage rigtig slået deres navn fast under dette stævne: Lotte Skjærbæk og avlshingsten Skovens Rafæl e. Blue Hors Romanov har imponeret alle, og også dommerne, der under travprogrammet var oppe over 76% Flere 9-taller rystede dommerne op med for fri og middeltrav. Lotte mistede en mulig sejr/anden plads på tre øvelsesfejl i galopprogrammet; fejl i changementsserien og fejl i begge pirouetter - dyre fejl i regnskabet, men med hingstens manglende rutine taget i betragtning, et imponerende flot program vurderet til 69,263% Det blev også dansk på fjerdepladsen - Maria Anita Andersen og den charmerende avlshingst Blue Hors Rush Hour e. Ruin Royal opnåede 69,053% især kraft af et sikkert travprogram, hvor hingstens elegante grundtrav og gode form rigtig kom til sin ret under Maria.

Links

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner