Sara Hyrm bedste dansker ved EM

11-07-2021 15:04

Marie Helene Rigård Rohleder

Så er EM for ungryttere i Spanien endelig afgjort med dagens freestyle. To danskere red sig i top 10, hvor Sara Hyrm blev bedst placeret som nummer syv. Sara fortæller, at de har haft en fantastisk tur, selvom de høje temperaturer har givet udfordringer

Copyright Ridehesten.com
Sara Hyrm og Romadinov ved EM i Spanien. Foto: privat
Nyheden fortsætter efter annoncen

Tre danske dressurryttere havde kvalificeret sig til dagens freestyle ved EM for ungryttere i Spanien, og to talentfulde ryttere red sig i top 10 i et stærkt felt, hvor de hollandske og tyske ungryttere dominerede. 

Sara Hyrm med Skovborgs Romadinov e. Blue Hors Romanov/Mago xx blev bedst placeret som nummer syv med et ridt til 74.790 procent. 

– Alt i alt har vi haft en fantastisk tur til Spanien. Nogle dage har det været helt op til 37 grader varmt, og det har virkelig givet udfordringer for både rytter og hest. I går i den individuelle konkurrence havde jeg en super god tur, hvor Romadinov var med mig hele vejen. I dag til kür fik vi en lidt svær start i galopprogrammet, men vi kom stærkt igen. Jeg er tilfreds med vores præstation, og jeg kunne ikke forlange mere af ham i dag, siger Sara Hyrm, da Ridehesten.com fanger hende på telefonen fra Spanien. 

Copyright Ridehesten.com
Sara Hyrm og Romadinov ved EM i Spanien. Foto: privat

Det er syvende år i træk, at Sara Hyrm repræsenterede de rød/hvide farver ved et EM.

I ponyårerne var det makkerskabet med den fantastisk dygtige pony Der Harlekin B, som fik medaljerne i hus. I 2012 investerede familien Hyrm nemlig i ponyhingsten Der Harlekin B e. Golden Dancer/Dornik B. Guld-hingsten var også startskuddet til Saras succes på de internationale dressurbaner og sammen nåede de at deltage ved EM i både 2015, 2016 og 2017 som var Saras sidste ponyår. 

Nyheden fortsætter efter annoncen

Nu har Sara Hyrm så redet sit andet EM for ungrytter på Skovborgs Romadinov, som familien købte tilbage i 2017. Sidenhen har den 15-årige vallak hevet medaljer hjem sammen med Sara både nationalt og internationalt. I 2018 vandt de DM individuelt for juniorer og så deltog de ved EM for juniorer i både 2018, 2019. I 2020 rykkede Sara op som ungrytter, hvor hun og Romadinov var et mulehår for individuelt bronze ved EM.

Copyright Ridehesten.com
Sara Hyrm og Romadinov til ECCO Cup finalen 2020, hvor de vandt. Foto: Ridehesten.com/ Annette Boe Østergaard

Men tilbage til EM 2021 for ungryttere i Spanien, hvor Laura Jarlkvist Rasmussen med Aatoftens Dornier e. De Noir/ Rambo endte på en flot 10. plads efter et ridt til 73.385 procent. 

Det blev hollandske Marten Luiten på Fynona, som vandt helt suverænt med et ridt til 83.155 procent. 

Den sidste dansker som var kvalificeret var Victoria Cecilie Bonefeld Dahl på Comtesse e. Caprimond/Heslegaards Rubin (opdr. Sabine N. Petersen), som endte uden for placeringen i det meget stærke felt. 

Copyright Ridehesten.com
Laura Jarlkvist Rasmussen og Dornier ved EM i dag. Foto: privat

Se hele resultatet her. 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner