Camilla Tiefensee Schrøder
Ringsted Sportsrideklub danner i denne weekend rammen om DRF-mesterskaberne i dressur for junior- og ungryttere, og nu er vinderen fundet i junior-kategorien. Det blev en rytter, som næsten kan kalde sig vant til at hænge guldmedaljer om halsen. Sara Aagaard Hyrm har vundet DM flere gange som ponyrytter, senest sidste år med ponyen Der Harlekin B, som lige nu er til EM med sin nye rytter.
Selvom det er Sara Aagaard Hyrms første år som juniorrytter, har hun allerede haft masser af succesoplevelser med den 12-årige hingst Skovborgs Romadinov e. Blue Hors Romanov/Mago XX (opdr. Esben Klinkby). Ved dette stævne lå hun stabilt i spidsen hele vejen til dagens kür-finale og endte med et samlet resultat på 218.919 %.
- Det er gået meget godt, smiler DM-vinderen. - Jeg havde en dejlig fornemmelse, og jeg har haft nogle rigtig gode ture. Der var en enkelt lille fejl i dag, hvor det gik lidt for hurtigt, og han lige smuttede fra mig, måske fordi han fik øje på noget. Men jeg fik hurtigt kontrol over det igen, siger den 17-årige dressurrytter. Hun fortæller at Romadinov generelt er rigtig flink at have med til stævne:
- Han er glad, om man kan mærke, at han gerne vil. Det er det vigtigste.
Sølvpladsen gik til Anna Maarbjerg Piechnik på Kirks Dibsi e. Come Back II/Laurenz (opdr. Johannes Kirk), som i dag red sig til flotte 73.350 %. Samlet opnåede hun resultatet 215.324 %.
Bronzemedaljen skal hænges om halsen på Sophia Ludvigsen, som i dag opnåede 72.600 % på hingsten Gørklintgårds Jericho e. Jazz/Sunny-Boy (opdr. Jørgen Ravn). Ekvipagens samlede resultat fra alle tre dage blev 214.877 %.
Præmieoverrækkelsen finder først sted lidt senere i eftermiddag, når den sidste rytter i DM for ungryttere har været på banen.
Der har været problemer med resultatlisterne på online.equipe i dag, men de skulle ifølge stævneledelsen være oppe at køre igen.
Se start- og resultatlisterne.