Sådan gik det de danske ungavlere til VM

10-07-2022 23:49

VM for ungavlere 2022 er nu slut. Resultaterne blev offentliggjort under en festlig præmieceremoni lørdag aften, og vi har god grund til at være stolte af de otte danske ungavlere

Copyright Ridehesten.com
Det danske hold til gårsdagens, lørdag aftens, præmieceremoni. Foto: Ridehesten.com/Astrid Østergaard Sørensen

Holdene er draget hjem, og den ellers så festlige og befolkede stævneplads på det nationale hestesportscenter i Ermelo i Holland er nu tom og stille. De sidste fire dage har stedet rummet 139 deltagere fra 20 forskellige avlsforbund, der har konkurreret om titlen som verdens bedste ungavler – og selvom det ikke var en dansker, som løb med den titel, har de danske ungavlere lavet gode resultater og gjort et godt indtryk til VM for ungavlere 2022.

Alle deltagerne har dystet i fem discipliner; teoritest, løsspringningsbedømmelse, eksteriør- og gangartsbedømmelse, soignering og mønstring. Top-10-deltagere i hver af de enkelte discipliner fra hhv. junior- og seniorgruppen blev hædret til præmieoverrækkelsen. Derudover blev den enkelte deltagers point for hver disciplin lagt sammen og brugt til at finde en samlet vinder for hhv. junior og senior. Sidst men ikke mindst blev også de bedste hhv. junior- og seniorhold hyldet, inden det hele blev toppet af, at årets bedste avlsforbund, altså det avlsforbund med den bedste samlede score for både juniorer og seniorer,  blev fundet.

Fakta
Hvad er VM for ungavlere?

VM for ungavlere er en international konkurrence, hvor 15-25 årige fra forskellige lande og forskellige avlsforbund dyster i avlsrelevante ting. Der indgår 4 discipliner i mesterskabet; teoritest om avl og heste generelt, bedømmelse af løsspringning, bedømmelse af eksteriør og gangarter samt mønstring, og derudover er der en holdkonkurrence i at soignere og klargøre en hest bedst muligt til stævne/kåring.

Der er to aldersgrupper, hvoraf juniorerne er de 15-19 årige og seniorerne er de 20-25 årige.

VM for ungavlere bliver arrangeret af det internationale ungavlerforbund, som hører ind under World Breeding Federation for Sport Horses (WBFSH). Danske Inge Madsen er formand for den internationale ungavlerforening.

I år står KWPN, det hollandske avlsforbund for sportsheste, i spidsen for arrangementet, som bliver afholdt på det nationale hestesportscenter i Ermelo, Holland, hvor UVM i mange år har fundet sted.

139 deltagere fra 20 forskellige avlsforbund deltager i mesterskabet i år - heriblandt de 8 danske deltagere, der skal repræsentere Dansk Varmblods røde farver.

Fold up

Bladr gennem galleriet her og se, hvordan det er gået de danske ungavlere:

Copyright Ridehesten.com
Det irske avlsforbund for sportsheste blev bedste avlsforbund til VM for ungavlere 2022, og vandt dermed den mest prestigefulde titel til VM'et. Danmark endte samlet som 10. bedste avlsforbund ud af 20. Foto: Ridehesten.com/Astrid Østergaard Sørensen

Her kan du se flere resultater fra VM for ungavlere 2022.

Præmieoverrækkelsen startede med et festligt show, hvor et eksklusivt udpluk af forskellige hollandske heste blev vist; blandt andet et par dressurhingste, nogle af Hollands bedste køreheste samt nogle smukke hollandsk-avlede palominoer.

Læs meget mere om VM for ungavlere 2022 i Ridehestens augustnummer. Kom desuden bag kulissen ved at se højdepunktet "VM for ungavlere" på Ridehestens Instagram.

Trine Askjær-Jørgensen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Trine Askjær-Jørgensen