Maja Golles
I juninummeret af Ridehesten er den helt store sportslige begivenhed på dansk jord First Horse Grand Prix - CSIO i Bernstorffsparken, hvor det danske springlandshold leverede en pragtpræstation og indtog 2. pladsen, hvormed de sikrede sig det midlertidige førerskab i den europæiske nations cup-liga. På dressursiden bringer vi en reportage fra Hagen, hvor 22-årige Anna Kasprzak imponerede alle på ryggen af Donnperignon. Du kan bl.a. også læse om 2. kvalifikationsrunde af ECCO Cuppen og Morsø-stævnet med DM for beriderelever. Du kan også læse en rytterprofil af Jennifer Fogh Pedersen, der igen er selvstændig med egen forretning, om Årets Ildsjæl i DRF, og om Jack Ray Nielsen, der formår at forene en travl beslagsmedekarriere med en travl tilværelse som amatørspringrytter. Efter to aktuelle sager med hingste, der havde anden far end angivet i deres hestepas, ser vi i dette nummer også nærmere på praksis omkring afstamningskontrol ved DNA. Af faglige emner kan også nævnes ny forskning omkring blodforgiftning, ifoling med den nyeste teknologi, første skridt mod et OCD-indeks og spavandets helende effekt på heste. Vi viser også, hvordan en tilridningsdukke kan være et effektivt redskab under tilridning af hesten, ligesom vi ser nærmere på reining som ridedisciplin. Der stilles skarpt på piaffen, hvor bl.a. Günter Seidel, Jaun Manuel Munoz Dias og Anna Kasprzak kommer med deres beskrivelser og oplevelser af den perfekte piaffe, ligesom Ridehestens læsere får instrukser til udførelse af denne svære dressurøvelse af Hasse Hoffmann. Drømmer du dig langt væk til sommerferie og ridesafari? Ridehestens fotograf Annette Boe Østergaard lægger op til de store sommerferiedrømme blandt læserne med sin rejseskildring fra Namibia. Dette og meget andet kan du glæde dig til at læse i Ridehestens juninummer!
Find Ridehesten i din postkasse - eller hos udvalgte forhandlere!