Camilla Tiefensee Schrøder
Det digitale magasin er online, og den fysiske udgave af Ridehesten lander i disse dage i postkasserne. Det udkommer netop efter en måned med udbrud af herpes, som endu engang har rystet heste-Danmark. Vi har taget en snak med Holstebro Sportsrideklub, som har mistet flere heste til den aggressive virus, for at høre om konsekvenserne, og hvordan man kommer videre.
Denne måneds tema er laserakupunktur. Den tyske dyrlæge Uwe Petermann helbreder kroniske sygdomme som cushing, forfangenhed og allergi med den alternative behandlingsform PCLAC – pulskontrolleret laserakupunktur. Læs interviewet med Uwe Petermann og få historien om Cecilias hoppe Puk, der blev helbredt for cushing takket være den alternative behandlingsmetode.
Som sædvanligt er Ridehesten fyldt med faglige artikler. Bl.a. kan du få gode råd af Betina Jæger, som fortæller, hvordan du tackler "Duracell-heste" – en hest med overskud af energi og arbejdsgiver er jo en positiv ting, men det kan også give visse udfordringer i træningen og i en konkurrencesituation.
I månedens profilartikler kan du møde berider Andreas Larsen, avlerparret Lene og Renåé Holstein og årets ungdomsleder i DRF, Maria Jacquline Weesberg Jensen. Du kan også komme med på besøg hos Brande Sportsrideklub og læse historien om, hvordan de gik fra konkurs til frivillighedspris på syv år.
Alt dette og meget mere kan du læse om i juninummeret af magasinet Ridehesten.