Ryd op i stalden med en netauktion

25-03-2014 14:31

Campen Auktioner iværksætter en oprydningsauktion for både føl, plage, avlshopper og rideheste. Fristen for tilmelding er nu på fredag den 28. marts.

Copyright Ridehesten.com
Finn Campen som auktionarius ved Dansk Varmblods elitefølauktion.

Over de næste tre uger vil Campen Auktioner køre en netauktion, der under overskriften ”oprydningsauktion”  skal hjælpe avlere og øvrige hesteejere med at sælge de heste, som fylder i staldene. Det kan være plage, avlshopper og rideheste, som ejerne ikke har råd til at fodre eller uddanne mere på.

Bag Campen Auktioner står Finn Campen, der jævnligt optræder som auktionarius for Dansk Varmblod, og som tidligere på året var vært for Danmarks første netauktion – en auktionsform, hvor hestene udbydes på internettet, og interesserede købere kan aflægge bud over en tidsperiode, også over internettet. Den udbød en blandet kollektion af mere eller mindre redne heste og ponyer, som alle blev solgt – og det til købere fra hele Skandinavien.

Den næste auktion vil være åben for alle, men have et større fokus på varmblodsheste. Campen Auktioner vil sammensætte en kollektion på 20-25 heste, som mandag 14. april alle samles på Stald Cassøe i Hobro. Her vil de undergå en klinisk handelsundersøgelse, som sammen med eventuelle røntgenbilleder vil blive sendt til Dansk Hesteforsikring med henblik på at alle heste skal kunne forsikres for uanvendelighed. Hvis dyrlægeundersøgelsen afslører alvorlige problemer, vil den pågældende hest blive sorteret fra kollektionen, men hvis der er tale om mindre alvorlige anmærkninger, vil de blive oplyst i beskrivelsen af hesten. Sammen med beskrivelsen vil der på auktionshjemmesiden også være fotos og afstamningsoplysninger.

Efter dyrlægeundersøgelsen vil hestene blive fremvist to gange, før auktionen udløber onsdag 23. april.

Det koster 1500 kroner plus moms og dyrlægeattest at have en hest med på auktionen, og det inkluderer opstaldning og salær – uanset hvilken sum, hesten bliver solgt til. Hvis sælger køber sin hest hjem, koster det dog 1000 kroner oveni.

Sekretariatschef og medlem af Dansk Varmblods Auktionsudvalg Casper Cassøe Krüth hilser initiativet velkomment.

- Dansk Varmblod sætter pris på, at Campen Auktioner vil prøve det af. Der er uden tvivl behov for det, siger han.

Tidsplanen ser sådan ud:

Fredag 28. marts:                  Senest tilmelding
Weekenden 29-30. marts:      Campen Auktioner besigtiger og fotograferer alle heste
Tirsdag 1. april:                      Auktionskollektionen lægges online
Mandag 14. april:                   Hestene samles i Hobro
Tirsdag 15. april:                    Klinisk handelsundersøgelse af hestene
Torsdag 17. april:                   Fremvisning
Mandag 21. april:                   Fremvisning
Onsdag 23. april:                   Auktionen slutter

Fristen for tilmelding er nu på fredag den 28. marts. Interesserede hesteejere kan kontakte Niels Jørgen Cassøe på enten mobil 2962 1707 eller mailadressen mail@danishderby.dk for nærmere information.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner