Robbie Sanderson - Manden der nyder at stå i kulissen

30-07-2018 13:24

Helle Kristensen

For mange ryttere er god kemi mellem hest og rytter en opskrift på succes. På Blue Hors er god kemi mellem Daniel, Robbie og deres fælles heste opskriften på en sejrsstribe der ingen ende vil tage

Copyright Ridehesten.com
Nyheden fortsætter efter annoncen

Der er noget fint, ja vel nærmest heroisk over den slags mennesker, der formår at finde glæde ved at se andre lykkedes. De mennesker, der glædeligt står i kulissen, og sikrer at spotlyset rammer rigtigt på hovedrolleindehaveren. Sådan et menneske er Robbie Sanderson. 

Robbie Sanderson er manden, der i dagligdagen sikrer, at Daniel Bachmann Andersens heste er ”fit for fight” og klar til opgaven. Han er manden, der altid giver Daniel det sidste ord med på vejen, inden han rider på banen, og han er ligeledes manden, der står klar, når Daniel rider ud fra banen. 

Robbies vej til Blue Hors startede for mere end 20 år siden. Han boede dengang i England hvor han sammen med sin kæreste drev en træningsstald. Da han og kæresten gik fra hinanden, besluttede Robbie at forlade England og søge nye udfordringer. Det blev starten til en lang karriere som groom. En karriere, der langt hen ad vejen, bygger på venskab og et oprigtigt ønske om at bidrage til succes for både hest og rytter. 

Gennem tiden har han arbejdet for nogle af europas bedste ryttere og for ca. to år siden startede han på Blue Hors.

Alle heste bør føle sig værdsat
Hvorfor Robbie har arbejdet i ridesporten i så mange år, er der en helt særlig grund til. Det handler om passion og indføling med hestene.

"Jeg elsker at arbejde med heste, fordi de anerkender den indsats, man lægger i dem. De anerkender, at man tager sig tid til dem og at man siger tak. Hestene fortæller os så meget. Det handler blot om at lytte til dem. Jeg opfordrer altid de ryttere, jeg arbejder sammen med til at sige tak for turen til deres heste. Ikke blot når tingene går godt, men også når det går knap så godt.

For i bund og grund er det hestens indsats, der gør, at du er i stand til at skabe resultater som rytter. Og hvis du tror, at du kan nå resultater ved at presse hesten, så har du meget at lære endnu. Det handler om at lede dem. Og at værdsætte deres indsats.


- Som mennesker kan vi have dårlige dage, men det kan hestene også. Jeg kan mærke med det samme, når jeg kommer ind i stalden til mine drenge, om det har været en god eller dårlig dag. Har de en dårlig dag, forsøger jeg at gøre, hvad jeg kan, for at muntre dem op. Det er jo helt grundlæggende min allervigtigste egenskab som groom. At sikre at hestene får de bedste forudsætninger for at trives. Til gengæld gør de nøjagtigt det samme for mig. Hvis jeg møder ind på jobbet og er lidt ”off”, så forsøger de at muntre mig op.

Hver hest er individuel
Hver dag har Robbie ansvaret for 11-12 heste. Og det kræver at han også har hjælp fra de øvrige i stalden. For én ting er at sadle op og af, men hestene skal også trækkesfør og efter ridning, og det kan en mand ikke nå alene. Derfor prioriterer Robbie imellem opgaverne. Han holder overblikket og holder styr på hvad den enkelte hest har brug for. Nogle heste har brug for at blive kølet ned, mens andre har brug for at komme i spa. Et vigtigt redskab for ham i beslutningen af dette er massage.

Copyright Ridehesten.com

Massagen er et rigtigt vigtigt værktøj for mig i mit arbejde, for det er her jeg virkelig kan mærke med egne hænder hvordan hestens krop er på dagen. Er den spændt i kroppen? Har den brug for løsgørende arbejde?

Alle heste er individuelle, og kan ikke fungere optimalt hver dag. Derfor er det vigtigt, at jeg ved hvordan hesten er, når den bliver klargjort, således at Daniel også er opmærksom på det i sit arbejde.

Mange ryttere giver ofte deres heste en hurtig tur med børsten, før de sætter sig op og forlanger en helt masse af deres heste. Der er helt forkert. Du bliver nødt til at tilpasse dit arbejde efter hesten. Hvis den er spændt og stiv i kroppen, bliver det en virkelig dårlig ridetur, hvis du sætter dig op og forlanger en helt masse af den.
Mange ryttere forbinder grooming med skinnende pels og flotte rosenknopper, men god grooming handler i virkeligheden om at sætte sig ind i hestens behov. Og sikre at dens behov bliver dækket.

Mental træner for hest såvel som rytter
For Robbie er hestenes trivsel alfa og omega. Og det betyder, at han hele tiden forsøger at bevare overblikket og være på forkant med hestenes behov. Både i relation til træning på hjemmebanen, men også under stævner. 

Når Daniel og Robbie er afsted til stævner i ind og udlandet, er Robbie derfor bindeledet, der sikrer, at Daniel har ro til at gøre det, han skal. At han får opmuntrende ord med på vejen - og at han altid rider på banen med overskud og troen på at han kan.

Og lige netop Daniels mentale overskud og evnen til at ”indtage” en dressurbane, er afgørende for, at Robbies drenge får lov at briliere på banen. Mens Robbie stolt ser til fra sidelinjen.

”Ridning skal se let ud. Og det skal se rart ud. Det skal være ubesværet og helhedsindtrykket starter med den måde, rytteren indtager banen. En rytter, der har overskud og rider ubesværet, har meget bedre forudsætninger for at imponere dommerne end en rytter, der ikke tror på sig selv. Derfor handler mit job ikke kun om at holde hestene glade. Min opgave er også at støtte Daniel. Og det er netop derfor, det er så vigtigt at rytter og groom arbejder godt sammen og respekterer hinanden.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Robbie er stolt af sine ”drenge”
Det er ikke mange mænd, man får til at indrømme, at de nyder at kysse en hest på mulen. Men Robbie indrømmer det gerne. Ja, han er til og med stolt af det. For ifølge ham, er det en vigtig del af hans job at sikre, at hestene føler sig værdsat.

"Min opgave er at give hestene en masse kærlighed. Hvis du holder af hestene, er der ikke den ting, de ikke vil gøre for dig. De vil gøre alt for at du som rytter præsenterer dig godt. Det skal man huske at værdsætte. 

-Daniel sørger for, at hestene føler sig værdsat, når de arbejder. Jeg sikrer, at de føler sig værdsat uden for banen. På den måde sikrer vi bedst, at vores drenge er glade og har lyst til at arbejde.”

Følelsen af at blive anerkendt for sin indsats er ifølge Robbie lige så vigtigt for hestene, som det er for os mennesker.

”Som groom er mit arbejde ikke at være i spotlyset. Mit arbejde er at pudse støvlen, flette hesten og sikre at alting spiller. Det sætter jeg en ære i. Derfor er jeg god til det. Jeg har ikke behov for at hævde mig selv. Jeg ved, at det Daniel præsterer på banen, også er min fortjeneste. Og det ved Daniel også. Det, der er så fantastisk, med vores samarbejde er, at vi værdsætter hinanden – præcis som vi værdsætter hestene. Daniel siger altid "tak for hjælpen" eller "tak for i dag". Og hans taknemmelighed kombineret med den taknemmelighed hestene viser mig, er hele arbejdet værd.”

Robbie tilføjer afslutningsvist:

”Jeg elsker at være den person, der er medvirkende til, at Daniel og mine drenge kommer til tops. Så simpelt er det! Intet kan sammenlignes med den stolthed, jeg oplever, når de rider op af midterlinjen og har leveret det perfekte program. Intet!

Jeg har været i en del stalde gennem tiden. Alle steder med exceptionelt dygtige ryttere, men jeg har aldrig tidligere oplevet at være et sted, hvor jeg har arbejdet med så mange fantastiske heste som her. Det gør mig enormt stolt. Og taknemmelig.” 

Artiklen har første gang været udgivet på everhorse.dk - som ejes af Mediehuset Wiegaarden der også driver ridehesten.com

5 facts om Robbie

1: Robbie kalder kosekvent hans heste “My boys”.  
 

2: Robbies håndled er dækket af adgangsarmbånd fra diverse stævner. Armbåndene sidder på håndleddet til de falder af af sig selv. 
 

3: Når klokken ringer, som tegn på at Daniel skal ride på banen, tegner Robbie korsets tegn og slår med fingrene på hjertet. 
 

4: Robbie kender programmet lige så godt som Daniel, så du ser ham ofte “ride med" fra sidelinjen.
 

5: Selvom Robbie ikke sidder på hesten under hans arbejde, er det ikke helt ufarligt. Under medaljeoverrækkelsen ved OL I Rio, blev Robbie sparket I hovedet af Sönke Rothenbergers Cosmo. Han måtte efterfølgende på hospitalet og syes. 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner