Riders Cup holder påskestævne

18-04-2025 18:56

Annika Knudsen Lorentsen

Her i påsken er Riders Cup værter for landsstævne i springning, og i dag har 273 starter været i aktion fordelt over fem forskellige klasser fra LB til MA-niveau

Copyright Ridehesten.com
Jeff Paw Nielsen med Ibiza VK. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Mange danske springryttere er her i påsken samlet hos Riders Cup nær Herlufmagle på Sjælland, hvor der er landsstævne i springning. På programmet er en række forskellige landsstævneklasser, såvel som distriktsklasser og holdturneringen Walber Cup. Allerede i går, var der 237 starter, mens der i dag har været afviklet hele 273 starter. 

I dag har starterne været fordelt på fem klasser i højden fra LB til MA, og i dagens højeste klasse, en 135 cm-klasse, var der 34 ekvipager til start. 

Blandt disse lykkedes det Jeff Paw Nielsen med Ibiza VK e. Vigo d'Arsouilles/Phin Phin at sikre sig sejren, da han leverede den hurtigste fejlfrie tid blandt klassens deltagere.

Dagens øvrige vindere var Freja Fredslund med Zizi e. Campbell/Sam-Sam (opdr. Kresten Jakobsen) i LB2*, Clara Ibh med Bolibompa KS e. Balou du Rouet i LA1*, Clara Røhrmann med Luxor L e. Ludwigs Champion/Lasandos i LA2* og Laura Elisabeth Andersen med Isa de Lui e. C-Indoctro/Rivage du Poncel i MB1*.

Copyright Ridehesten.com
Laura Elisabeth Andersen med Isa de Lui. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Tid til Walber Cup 2025
I morgen bliver en spændende dag, for her skydes årets Walber Cup i gang. Walber Cup er det danske mesterskab for klubhold, hvor holdene konkurrerer over en række stævne i Walber Cup, hvorefter de bedste hold målt på point samlet gennem sæsonen, mødes i Agria DRF Mesterskabsfinalen, hvor der uddeles medaljer. 

I morgen er årets første afdeling i Walber Cup, og til start kommer ni hold fra klubber fordelt over hele landet. Det er Nordsjællands Sportsrideklub, Lykkegaard Sportsrideklub, Fredericia Sportsrideklub, Sportsrideklubben hold 1, Rideklubben Tougaard, Fyens Rideklub, Sydvestfyns Rideklub, Sportsrideklubben hold 2 og Favrskov Rideklub, der stiller til start. 

Foruden Walber Cup, er der i morgen også andre klasser på programmet, heriblandt stævnets højeste konkurrence, en S1* 145 cm, hvor der i skrivende stund er 17 ekvipager meldt til start. 

Følg stævnet på Riders Cup her. 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner