Rideklub vil passe børn i vinterferien

11-02-2008 10:42

Maja Golles

Fjelsted Rideklub vil hjælpe sig selv og børnefamilierne ved at tilbyde børnepasning og hesteliv i vinterferien.

Placeret i et pendlerområde på grænsen mellem Fyn og Jylland kan sådan noget som en vinterferie være en decideret udfordring for børnefamilier. I hvert fald, hvis forældrene arbejder på den jyske side af Lillebælt og bor på Fynssiden. Sådan er det eksempelvis for Cathrin Mikkelsen fra Fjelsted Rideklub. - Jeg har vinterferie i uge syv på mit arbejde, mens min datter har i uge otte. Derfor fik vi idéen om at lave et pasningstilbud til børn i sfo-alderen i uge otte, siger Cathrin Mikkelsen, der er medlem af rideklubbens sportsudvalg. Fjelsted Rideklub inviterer ganske enkelt børn til at komme og blive aktiveret på vinterferiens fem hverdage. Her vil de få et større indblik i den hverdag, en hest og dens oppasser har. Der vil blive ride-undervisning, og der vil blive vist forskellige film. - Mange børn har ikke selv mulighed for at have en hest derhjemme, så de kommer nærmest til en opsadlet hest her i klubben et par gange om ugen. De ved dårligt, hvad en hov-renser er, siger Cathrin Mikkelsen. Det koster 400 kroner at være med hele ugen. Kan man kun komme et par af dagene, er prisen 100 kroner om dagen. Man skal have madpakke med, men eftermiddagsmaden og drikkelsen klarer rideklubben. Kilde: Fyens Stiftstidende

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner