Ridecenter underbetalte hestepige

02-02-2008 14:01

Maja Golles

36 kroner i timen. Det var lønnen til den dengang 18-årige pige, der arbejdede som ufaglært på et ridecenter i Østjylland. Arbejdet var udover at være underbetalt også ekstremt udmattende. Pigen har nu fået udbetalt 130.000 i ekstra betaling.

Jobbet på rideskolen viste sig ikke blot at være stærkt underbetalt, men også enormt udmattende for den 18-årige pige, der fik konstateret stress hos lægen og måtte melde sig syg efter bare fire måneder i stalden med de hen ved 30 heste på den østjyske rideskole. 3F mener, at arbejdsgiveren har opført sig aldeles uacceptabelt. - Det er utroligt, at vi stadig får de her sager, hvor unge hestepiger bliver udnyttet og massivt underbetalt. Det er helt utilstedeligt, siger Morten Fischer-Nielsen, forhandlingssekretær i Den Grønne Gruppe i 3F. Ejeren af ridecenteret ønsker ikke at forklare sig i sagen. - Jeg ved ikke, om jeg har lyst til at kommentere sagen. Jeg ser sagen fra en anden side, men det bliver bare en gang mudderkastning, siger ejer af rideskolen. Pigens mor gik til den lokale 3F-afdeling på Vestfyn, og datteren har nu fået 130.000 kroner i ekstra betaling for sit arbejde som ufaglært på rideskolen. Kilde: DR og 3F

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner