Annika Knudsen Lorentsen
World Cup-sæsonen 2022/2023 har modsat tidligere år budt på dansk deltagelse i springning ved hver eneste kvalifikation indtil videre, og i næste uge i Leipzig, Tyskland, er det ikke kun en af de erfarne danske mesterskabsryttere der kommer til start, som det ellers har været ved de tidligere kvalifikationer.
Den danske plads, der er sikret ved World Cup-stævnet, har VM-rytter Lars Bak Andersen fået, men derudover er muligheden for, at 21-årige Caroline Rehoff Pedersen kan ride med ved stævnet opstået. Hun får derfor chancen for at ride med mod verdens bedste, og ride sit første år som seniorrytter i gang på højeste niveau. World Cup-stævnet i Leipzig bliver Carolines første stævne på 5-stjernet internationalt niveau.
– Det er meget overvældende, at jeg har fået denne mulighed, og jeg takkede selvfølgelig ja med det samme, da jeg hørte, at jeg havde mulighed for at få en billet til stævnet. Det er første gang, at jeg skal ride 5-stjernet, og så har jeg ovenikøbet fået mulighed for at ride kvalifikationsklassen til World Cup-klassen. Der er ikke mange, som ikke er forud kvalificeret, der får den mulighed, så det er virkelig stort, forklarer Caroline og fortsætter:
– Jeg skal selvfølgelig være rigtig god i kvalifikationsklassen for at komme til start i World Cup-klassen, men det, som det handler om for mig, er mere muligheden for at ride ved så stort et stævne, mod så gode ryttere og mærke atmosfæren. Det kommer uden tvivl til at være et virkelig professionelt setup, og det glæder jeg mig meget til.
Målrettede forberedelser
Caroline der driver Rehoff Horses med sin familie ved Viborg, tog i starten af ugen turen ned til sin træner, danske Lars Bak Andersen, der er bosat i Tyskland. Her trænede hun et par dage med et par af sine heste, før turen gik videre til Neustadt-Dosse, hvor teamet i denne uge varmer op frem mod stævnet i Leipzig.
– I denne uge, har jeg fire heste til start, og det bruges som opvarmningsstævne til Leipzig. Min træner, Lars og hans søn Frederik er også med, så vi er et godt team afsted både i Neustadt Dosse og i Leipzig. Lars skal ride World Cuppen i næste uge, mens hans søn skal ride amatørturen, fortæller Caroline og fortsætter:
– Om jeg er klar til at ride på det niveau eller ej, må vi se, men jeg må indrømme, at jeg føler mig klar. Hestene og jeg selv er i form, og jeg synes, at det er værd at prøve kræfter med, og jeg er helt sikker på, at min træner Lars heller ikke ville sende mig ud i det, hvis han ikke troede, at det var en opgave, vi kunne klare. Lars skal også selv ride, og jeg var ikke taget afsted uden ham. Han er en kæmpe support for mig.
Tre heste til start
I næste uge, når det går løs i Leipzig, har Caroline tre heste på startlisten, som hver især skal gå nogle forskellige klasser.
– Den hest jeg går efter at ride kvalifikationsklassen i World Cup på, er Chaccieny, mens jeg har min anden hest Calvin der skal gå noget 145-150 centimer, og Balouna, der skal gå 140 og 145 centimeter ved stævnet, forklarer Caroline, og tilføjer:
– Målet er, at hestene i denne uge får den sidste klargøring, og at de føles gode i nogle lidt nemmere klasser, og så er målet i næste uge, at jeg kan ride nogenlunde med på niveauet. Jeg forventer ikke det helt store, men selvfølgelig, at jeg kommer igennem banerne på en fornuftig måde. Det er en fantastisk måde at ride mine senior år i gang på.
Caroline har haft stor succes i sine junior- og ungrytter år, hvor hun har vundet nordisk mesterskab to gange og deltaget ved EM to gange. Caroline prøvede desuden kræfter med en senior Nations Cup i efteråret, mens hun fortsat var ungrytter, og hun har flere gange gjort sig bemærket i store springklasser op til 160 centimeter internationalt.
Da Andreas Schou har leveret den ene topresultat efter det andet, er han nu blandt verdensbedste springryttere og placeret højt oppe på verdensranglisten. Netop denne placering, er årsagen til, at Danmark ved hver World Cup-kvalifikation i sæsonen 2022/2023 har mulighed for at stille med en rytter.
Ved de tidligere kvalifikationer har det primært været Andreas selv, der har været til start, men både Lars Bak Andersen, Emil Hallundbæk og Thomas Velin har ligeledes været med. Andreas har opnået point ved flere kvalifikationer, og er i skrivende stund placeret som nr. 13 i den samlede stilling i den vesteuropæiske liga. Det er de 18 bedste fra denne liga, der går videre til World Cup-finalen, som afholdes i Omaha, USA til april.
På søndag er Andreas Schou til start ved World Cup-kvalifikationen i Basel, Schweiz.