Quinn G. møder sine døtre

30-05-2025 11:11

Den dobbelte verdensmester, DV-hoppen Quinn G., er blevet biologisk mor til to hoppeføl efter Vitalis. Selv er Quinn under forberedelse til UVM

Copyright Ridehesten.com
Hoppeføl nr. 1 møder sin biologiske mor Quinn G. Foto: Privat
Nyheden fortsætter efter annoncen

Dansk Varmblodshoppen Quinn G. e. Quaterhit/ Fassbinder/ Lauries Crusador xx (opdr. Helene Geervliet) blev som 3-års kåret i RDH og var dengang allerede en stor dame på 176 cm. Fortsat ejet af sin opdrætter vandt hoppen som 4-års en kvalifikation i DRF's championater og blev nr. 3 i finalen under Anders Hoeck.

I mellemtiden var Quinn G. blevet erhvervet af Dennis Fisker og familien Obel, og Dennis Fisker red egnethedstest på hoppen, der få måneder senere på ny blev handlet og fik hjemme hos Helgstrand Dressage, hvor Betina Jæger overtog tøjler. Under hingstekåringen i Herning i 2023 vandt Quinn G. og Betina Jæger Dansk Varmblods Unghestechampionat.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Ekvipagen blev den efterfølgende sommer udtaget til at repræsentere Dansk Varmblod ved UVM i dressur i Ermelo, hvor de vandt guld i 5-års klassen. Kort herefter blev Quinn G. for tredje gang på et år handlet, og den britiske OL-rytter Fiona Bigwood blev den nye ejer af verdensmesteren. Hun har sammen med den danske OL-rytter Anders Dahl tre børn, hvoraf Mette Dahl angiveligt bliver Quinns fremtidige rytter.

Fiona Bigwood tog udfordringen op i at forsvare Quinns verdensmestertitel, og hun red sidste år den da 6-årige Quinn G. til endnu en sejr og guldmedalje ved UVM i Ermelo. Nogle måneder forinden var Quinn blevet insemineret og efterfølgende skyllet, hvilket resulterede i to drægtigheder fra den samme skylning, og to rugehopper ventede således hvert sit føl efter Quinn og hingsten Vitalis.

I foråret 2025 fik de to rugehopper indenfor en uge hver et rødt hoppeføl, og Bigwood Dahl Dressage har på deres Facebookside delt billeder af både de nyfødte føl og nu også af de ca. to måneder gamle hoppeføl, der for første gang møder deres biologiske mor Quinn G., som Fiona Bigwood håber på at kunne ride under DV's faner til UVM i Verden i august måned.

Copyright Ridehesten.com
Hoppeføl nr. 2 møder sin biologiske mor Quinn G. Foto: Privat
Annika Knudsen Lorentsen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Annika Knudsen Lorentsen