Prinsesse Nathalie på St. Hestedag

05-09-2013 08:49

I weekenden den 7.-8. september løber Store Hestedag af stablen på dyrskuepladsen i Roskilde og i år gæstes arrangementet bl.a. af Nathalie zu Sayn-Wittgenstein

Copyright Ridehesten.com
Nathalie zu Sayn-Wittgenstein - her på Digby.

Store Hestedag som i år afholdes for 10. gang på Dyrskuepladsen i Roskilde, er vokset sig stor og stærk i de 10 forløbne år. Så stor at man i år har flere kendte og efterspurgte navne på listen over, hvem der kommer og giver rundhåndet fra sig af sin viden og erfaring med heste. Her i jubilæumsåret er lykkedes at få en af Danmarks allerdygtigste og mest succesrige dressurryttere til at komme og afholde clinics om dressurkunsten, og hvordan man opnår succes med sin hest i denne disciplin. Nathalie zu Sayn-Wittgenstein vil undervise på flere kendte hingste, herunder Horsebo Smarties, som går S-dressur. Det skal blive spændende at opleve den dygtige ekvipage på hestedagen. Nathalie har til dato præsteret ikke mindre end to guldmedaljer og to bronze ved de danske mesterskaber samt ved EM og OL.

Clinic med Mastermind
Nathalie vil ud over at demonstrere, hvordan tingene skal gøres også undervise sin elev Benedicte Stine Olsen på Mastermind, som prinsessen selv har avlet og uddannet. Mastermind udfylder nu den rolle enhver god dressurhest bør gøre, når årene så småt begynder at melde sig: lærehest for en ung rytter. Når så ens læremester selv har både avlet og senere fejret store internationale triumfer på hesten, kan undervisningen næppe blive mere optimal. En anden interessant rytter som vil blive undervist af Nathalie, er Amanda Overgaard som vil ride på sine nye, blot fire år gamle hoppe. Der bliver masser at både opleve og tage ved lære af, for både øvede og mindre øvede ryttere, til disse spændende clinics som løber over begge dage.

”Nathalie Horse Care” får Sjællandspremiere
NATHALIE Horse Care er en ny serie af plejeprodukter til heste. Produkterne er udviklet i tæt samarbejde med Nathalie zu Sayn-Wittgenstein, og produceret og fremstillet af Persano Group A/S i Græsted. Persano er en stor producent af cremer og kosmetik til de store kosmetikkæder og da indehaveren er gift med Helle Kristiansen, Stutteri Horsebo, ja så måtte den dag komme, hvor firmæt også bevægede sig ind på produktion af plejemidler til heste. ægteskabet klarede presset med arbejde i døgndrift over sommeren for at være klar med præsentationen til EM i Herning i sidste måned. Prinsesse Nathalie og Helle Kristiansen står for udviklingen af plejemidlerne. Med den allerede utroligt populære tøjserie, som indtil videre omfatter ridebukser og trøjer, har de to erfarne ”hestepiger” allieret sig med Christina Scharf CJ Proline. Her er stor vægt lagt på, ikke blot funktionelt og smart design, men også de allerbedste materialer. Alt vil være at finde på Store Hestedags store ryttermarked, hvor du selv kan møde Nathalie zu Sayn-Wittgenstein og Helle Kristiansen, og få mere information om produkter og muligheden for at købe det med hjem naturligvis.

Kilde: pressemeddelelse

Store Hestedag

NATHALIE Horse Care

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner