Præstemarkens Quatero går sejrsgang i Wellington

13-01-2018 21:50

Flere danske heste har opnået placeringer ved Adequan Global Dressage Festival 1 CDIW i Wellington i denne uge, hvor Præstemarkens Quatero har opnået flere sejre

Copyright Ridehesten.com
Nyheden fortsætter efter annoncen

En af de succesfulde ekvipager ved denne uges Adequan Global Dressage Festival 1 CDIW i Wellington er amerikanske Heather Blitz og DV-hesten Præstemarkens Quatero. Heather Blitz, der tidligere har arbejdet på DV-stutteriet Oak Hill Ranch i Louisiana og Hjortlund Horse Treatment i Esbjerg, har en forkærlighed for danske dressurheste. Det startede med hingsten Grand Prix-hingsten Rambo og senere dens datter Arabella, som Heather også red op til international Grand Prix. Senere har hun haft international succes med DV-heste som Otto og Paragon og succes i lilletur med hingsten Ripline.

Endnu en succesfuld lilleturshest for Heather Blitz er den blot 8-årige Præstemarkens Quatero e. Quaterback/ Rohdiamant. Han er trukket på Mistral Højris' halvsøster, Rohvia Højris, og er opdrættet af Inger Recht, Esbjerg, som Heather Blitz kender fra sine år i Esbjerg.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Heather og Quatero har med stor succes startet tre CDI3*-klasser torsdag-lørdag ved Adequan Global Dressage Festivalen i Wellington. Torsdag blev det til 71,961% og sejr i Prix St Georges, fredag 68,706% og en tredjeplads i Intermediaire I og i dag lørdag 75% og sejr i FEI Intermediate I Kür.

I de svære amatørklasser har eks-danskeren Janne Rumbough endnu engang brilleret. Med sin 15-årige PRE-vallak Armas Zumbel e. Escarzo/ Relampago II vandt hun Prix St Georges med 68,441% og vandt Grand Prixen på sin 16-årige PRE-vallak Junior, der er søn af hendes egen tidligere succesfulde Grand Prix-hingst Gaucho III.

Se stævnets resultater HER.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner