Kristine Ulsø Olsen
De sidste mange år har Dansk Varmblods region 2 troligt inviteret til arrangementer hos Team Cabe i Ringsted, der bl.a. igennem en årrække har huset Ringsted Sports Rideklub. Da følskuet i dag blev afholdt, var det for sidste gang i Ringsted, da Team Cabe er solgt, hvilket man kan læse mere om HER. Fremover vil regionens arrangementer blive afholdt på Riders Cup i Glumsø.
Som altid var springføllene de første på banen og blandt de 10 springføl som var tilmeldt, udtog de to dommere, Ole H. Dall og Jonny Hansen, blot to hingsteføl til dagens finale. Det var et føl i særklasse som løb afsted med titlen som dagens bedste springbetonede hingsteføl, nemlig føllet Hecas Carrero e. Carrera VDL/Cabachon fra Marianne og Finn Tschernja i Glumsø. Nummer to og reserve til eliteskuet blev Queops de Merignat e. Quabri de I'Isle/Flamenco de Semilly fra Torero Holding i Græsted.
Da finalen for springføllene var overstået, overtog Johnny Sørensen og Per C. Springborg dommerposten for at bedømme 43 dressurbetonede føl. Blandt hoppeføllene valgte dommerne at udtage tre til finalen og der var derfor spænding til det sidste, om hvem der skulle blive dagens dressurbetonede hoppeføl.
Det blev det yderst charmerende hoppeføl, Triple A's Daphne e. Hesselhøj Donkey Boy/Stedinger fra Amira Aasted Jespersen i Skælskør, som blev tildelt den fornemme titel. Føllet er foruden det første som Amira har avlet, efter Atterupgaards Mandalay, som Amira selv har redet DM for juniorer på. Glæden var derfor meget stor hos den unge avler, som nu kan se frem til at skulle en tur til Herning, hvor der den 9. august blive afholdt eliteskue for føllene.
På andenpladsen og dermed også inviteret med til Dansk Varmblods KRAFFT Eliteskue, var det er noget mere rutineret avlerpar der stod bag, for det var hoppeføllet Worres Fabrina e. So Unique/Franziskus fra June og Mogens Worre-Jensen i Hårlev.
Reservepladsen gik til Vilard's Fine e. Frankling/Blue Hors Don Romantic fra Stutteri Vilard i Ishøj, som hvis helsøstre, Vilard's Fina og Vilard's Frina, tidligere har været dagens dressurbetonede hoppeføl.
Avlerparret Tina & Nicolai Jepsen har efterhånden prøvet det en del gange før - at stå med et vinderføl. Det var også tilfældet i dag, hvor Francisco-Bell e. Floriscount/Michellino dansede sig direkte ind i dommerne smag. Hingsteføllet som har samme mor som VM-aktuelle Marshall-Bell e. Blue Hors Don Romantic/Michellino, var i særklasse og dommerne var ej heller i tvivl om at det var dagens vinderføl blandt hingstene.
Med til eliteskuet som afholdes i forbindelse med VM i Herning skal også Baunehøjens Favorit e. Fynch Hatton/Charmeur fra Stald Baunehøj, v/ Pia Gobert & Asger Lorentzen i Nykøbing Sj, da det velgående føl blev nummer to, mens reservepladsen blev indtaget af Worres Fly e. Franklin/Dr. Doolittle fra June og Mogens Worre-Jensen i Hårlev.
Se kataloget fra følskuet her.
Dansk Varmblods KRAFFT Eliteskue for føl afholdes den 9. august 2022 i Herning.
Ridehestens fotograf var i dag til stede, billederne kan ses her på siden i starten af den kommende uge.