Trine Askjær-Jørgensen
"Verdens bedste læremester skal videre til næste pilot", sådan skrev ejer Mia Kovdal Jørgensen og hendes datter Linea Kovdal Jørgensen i salgsannoncen for den irske sportspony Derrymatter Flash e. Robe Thunder/ Ardravinna Andy, da han blev sat til salg på Ridehesten.com.
Den hvide ponyvallak har ageret læremester for Linea Kovdal Jørgensen, som var 10 år, da hun overtog ham. Sammen med ponyen gik skiftet fra kat. 3 til kat. 1 fuldstændig problemfrit for den unge rytter.
I årenes løb har den erfarne 15-årige irske sportspony givet Linea mange, uvurderlige oplevelser såsom Mustang Cup-finale, guldtur til Christmas Show for pony, en andenplads til distriktsmesterskab og meget mere – ud af 34 nulrunder har ekvipagen været placeret i 33.
Nu skulle ponyen sælges, men udelukkende fordi Linea var blevet for stor til ham og fremover vil fokusere fuldt ud på at være children-rytter. Og videre det kom han; både hurtigt og til den rette rytter og familie.
– 10 minutter efter jeg havde annonceret Derrymattery Flash til salg på Ridehesten, var der allerede en potentiel køber, der ringede. Vi fik en god snak i telefonen og kom hurtigt frem til, at det kunne være et muligt match, og der blev aftalt tid til prøveridning, fortæller Mia Kovdal Jørgensen og fortsætter:
– Prøveridningen gik strålende, og der var ingen tvivl om, at Olivia var meget tilpas med Derry. Det var lige præcis sådan en familie, vi drømte om at finde til Derry. Allerede samme aften ringede Olivias mor, Maria og sagde, at de meget gerne ville gå videre med køb af Derry.
I tirsdags gik den fine, hvide pony igennem handelsundersøgelse, og Olivia kunne endelig få ham hjem og komme i gang med at opbygge det nye partnerskab.
– Vi glæder os meget til at følge Olivia og Derry i fremtiden, slutter Mia Kovdal Jørgensen, der er taknemlig for Ridehestens bidrag til et hurtigt og godt salg.