Pernille Moos Tribler: Rejsen med unghestene er sjov

22-02-2022 15:47

Annika Knudsen Lorentsen

Pernille Moos Tribler er sammen med sin mand Peter Moos Tribler til start ved de internationale stævner i Oliva, Spanien her i februar, og her har de medbragt deres mange unge heste, som de nyder at kunne udvikle gennem flere ugers stævne

Copyright Ridehesten.com
Pernille og Peter sammen med hesten George Michael. Foto: Privat

Seks heste har Pernille og Peter Moos Tribler til start ved de internationale stævner i Oliva, Spanien, hvor de i løbet af de sidste uger har redet mange gode runder. 

– Det er et helt fantastisk sted at ride. Her er rigtig gode baner, gode bunde og god banebygning, hvor man rigtig får trænet at galoppere og dermed uddanne hestene til de større baner, fortæller Pernille og fortsætter: 

– Vi har ikke noget ridehus derhjemme, så det er en kæmpe motivationsfaktor for mig, at vi tager afsted i februar og marts, når været derhjemme er rigtig træls. Hele december og januar måned har jeg redet ude i sne, storm og regn, så det er fedt at komme ned til varme og solskin. 

Det at ride ridestævne seks uger i træk giver mig virkelig meget [Pernille Moos Tribler]

De unge heste er i fokus
Det er 5-, 6- og 7-års heste der er med Pernille og Peter i Spanien, og de lærer rigtig meget af flere ugers internationalt stævne. 

Copyright Ridehesten.com
Pernille nyder varmen i Spanien. Foto: Privat

– Jeg synes, at de får rigtig meget ud af det. De går på tre forskellige baner i løbet af ugerne. Vi kom herned med tre meget grønne 5-års, men de lærer virkelig meget af denne tur. De 5-års har hver dag mulighed for at komme ind i fem minutter og se banen inden klassen går i gang, og vi har mulighed for at banetræne alle dage. Hvis der opstår en udfordring er det en rigtig god måde at løse problemerne på, hvor man giver hesten tillid til opgaven.

Målet er Falsterbo og Zangersheide
Til daglig træner Pernille meget alene, og derfor er inspirationen fra andre ryttere rigtig god. 

– Det at ride ridestævne seks uger i træk giver mig virkelig meget, og det er motiverende og inspirerende at se, hvordan andre træner. 

Copyright Ridehesten.com
Pernille i sadlen på den 7-årige Zucchero. Foto: Privat

– Mine ældste heste er 7 i år, så for dem er det, at de henover udendørssæsonen kan blive klar til at gå 140-145 målet. Jeg vil rigtig gerne ride i Herning til august, og planen er, at de skal være klar til at gå CSI2* der. De 5-års prøver jeg at få klar til Falsterbo og Zangersheide. Jeg har ikke nogen heste, jeg kan ride Grand Prix og mesterskaber på, men jeg synes rejsen er rigtig sjov med de unge heste. Så mine mål er Falsterbo og UVM på Zangersheide, slutter Pernille.

Copyright Ridehesten.com
Pernille i sadlen på Coronadi's Legacy EW Z. Foto: Privat
Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner