Britt Carlsen
Sidste år svirrede der rygter på de sociale medier om dressurchampionatsheste med særligt tunge sko forud for finalen ved Odense Horse Show. Rideforbundet bad forbundets veterinærkonsulent, dyrlæge Mette Uldahl om at kontrollere de sko hestene gik med, og hun fandt ikke noget unormalt. Målingerne af skoene, og bemærkninger om specialsko mv. blev indsamlet til brug for en undersøgelse af, hvilke sko hestene var udstyret med, og hvorvidt der var en højere frekvens af sygebeslag hos de 6-årige heste. Noget som kunne give anledning til yderligere undersøgelser i forhold til holdbarhed og slitage af de unge heste. Igen i år indsamler Mette Uldahl viden om hestenes beslag ved at foretage en måling, så beregninger og evt. konklussioner tages på baggrund af en større undersøgelse.
Heller ikke i år er der heste, som har været udstyret med unormal tykke, og dermed formodentlig tungere sko, fortæller dyrlægen.
Hvorfor tunge sko?
I en faglig artikel i magasinet Ridehestens juni nummer 2014 kan man mere om dette emne i artiklen "Ændrer skoen hestens bevægelse?" skrevet af dyrlæge Sara Ellingsund Mikkelsen, Vejle Hestepraksis, i artikel kan man bl.a. læse:
Når en hest skoes første gang forårsager vægten fra skoen, at hoven løftes højere, at forknæ-, kode- og hovled bøjes mere sammen og at sving- og gennemtrædningsfasen varer længere, hvilket alt sammen bidrager til opfattelsen af, at gangartskvaliteten forbedres. Hvis man øger skoens vægt øger man også løftet af forknæ, kode og hov, samtidig med at det højeste løft af benet flyttes tættere på at benet sættes i jorden igen. Lignende effekt fås også hvis man placerer vægt på hoven eller benet på andre måder, f.eks. i form af klokker eller gamacher. Jo længere nede og jo længere fremme på hoven, jo større er effekten.
På springheste har vægt på baghovene vist sig, at få hestene til at løfte bagbenene højere. Men samtidig har det også vist en mulig sammenhæng med øget forekomst af muskuloskeletale lidelser (halthed/rygproblemer).
Effekten af øget vægt på benet har ikke kun betydning for biomekanikken, men også for hestens energiforbrug. Hvis man lægger 4 sko, der hver vejer 350 g på hovene svarer det energiforbrugsmæssigt til at lægge 42 kg ekstra i sadellejet. Det er altså 30 gange så hårdt for hesten at bære vægten på hoven i forhold til at bære den på kroppen. Samtidig forårsager vægt på hestens hov, at den rammer jorden hårdere og har mindre tid til at sikre kontrolleret tilsætning af hoven. Det betyder, at jo mere vægt man lægger på hoven, jo mere belastes leddene i den nederste del af benet.