Topplaceringer til Carina og Nanna

26-01-2024 15:31

Den ottende kvalifikation i World Cup-sæsonen i dressur blev i dag redet i Amsterdam, hvor Carina Cassøe Krüth  og Nanna Skodborg Merrald sluttede i top fem

Copyright Ridehesten.com
Carina Cassøe Krüth og Heiline's Danciera. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

World Cup-sæsonen nærmer sig så småt sin afslutning, da stævnet Jumping Amsterdam i denne weekend afholder den ottende af de elleve World Cup-kvalifikationer inden finalen, som skal afholdes i Saudi-Arabien til april.

På nuværende tidspunkt ligger Nanna Skodborg Merrald godt til for en finaleplads, og sammen med Carina Cassøe Krüth er hun i denne weekend taget til Holland for at ride i Amsterdam. 18 ekvipager var i dag til start i den indledende Grand Prix, og her lagde Nanna og Blue Hors Don Olymbrio e. Jazz/Olympic Ferro ud som startnummer tre, mens Carina og Heiline's Danciera e. Fürstenball OLD/De Niro (opdr. Stald Heiline) sluttede som sidste ekvipage i klassen.

Begge ryttere leverede stabile og flotte ridt, hvor de begge havde deres styrke i galopprogrammet. Dagens dommerpanel havde nogle ekvipager, som de ikke var enige om, og her var Carina og "Danse" blandt dem, da de blev bedømt til mellem 71 og 76 procent, hvilket samlet gav dem 74,19%. For Nanna og Don O's vedkommende blev det til 73,78%, og de danske ekvipager sluttede som nummer fire og fem i dagens klasse.

Copyright Ridehesten.com
Nanna Skodborg Merrald med Blue Hors Don Olymbrio. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

For to uger siden vandt Charlotte Fry og Everdale e. Lord Leatherdale/Negro World Cup-kvalifikationen i Basel, og i morgen er der endnu en chance for en World Cup-sejr til ekvipagen, som i dag vandt klassen med 77,76%. Isabell Werth og DSP Quantaz e. Quaterback/Hohenstein har ikke været til start siden EM i Riesenbeck sidste sommer, men i dag blev det til 76,86% og en andenplads, mens Patrik Kittel med Touchdown e. Quaterback/Sack blev nummer tre med 75,84%.

I klassen var der også to DV-heste til start, da den hollandske rytter Marieke van der Putten blev nummer 13 med Tørveslettens Titanium RS2 N.O.P. e. Totilas/Stedinger (opdr. Stutteri Tørvesletten, Helgstrand Dressage og Paul Schockemöhle), mens den franske rytter Alexandre Ayache og Jolene e. Johnson/Continue (opdr. Tove Lund Bovbjerg) blev nummer 17.

I morgen skal de 15 bedste ekvipager ride kür, og efter denne weekend er der kun tre World Cup-kvalifikationer tilbage i dressur, nemlig i Neumünster, Göteborg og ‘s-Hertogenbosch.

Klassens resultat. 

Stævnets start - og resultatlister.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner