Pararytterne rider om mere end medaljer

11-05-2018 14:35

Camilla Tiefensee Schrøder

Holdkonkurrencen for paradressurryttere ved NM i Kristiansand starter i dag, og der rides ikke kun om at komme øverst på podiet, men også om at opnå kvalifikationskravene til VM

Copyright Ridehesten.com
Line Kongensgaard, Tobias Thorning Jørgensen med Line Munk Madsen på Alpe D'Huez. Foto: privat
Nyheden fortsætter efter annoncen

NM i Kristiansand er i fuld gang, og i dag (fredag) blev det pararytternes tur til at komme i gang med holdkonkurrencen, hvor første del bliver afgjort her til eftermiddag.
Der er seks danske pararyttere til start i Norge, og fire af dem rider for Danmark i holdkonkurrencen: Line Munk Madsen (grad 1), Tobias Thorning Jørgensen (grad 3), Line Kongensgaard (grad 5) og Renee Iglski (grad 5).
Danskerne har gode chancer for at vinde, mener holdlederen Anette Bruun Jensen, men der er mere end NM-guld at ride om.
Tobias Thorning Jørgensen og Line Kongensgaard rider også for at kvalificere sig til World Equestrian Games 2017.

Høje kvalifikationskrav til WEG
Det internationale krav for deltagelse World Equestrian Games i Tryon, USA, er, at man har redet over 62% ved et udtagelsesstævne, men for danskerne vedkommende er kravet sat til 70%, fordi ambitionerne er høje.
– Det er fordi, når vi rejser til USA, så er det for at få placering i holdkonkurrencen. Det udløser automatisk fire billetter til OL i 2020, forklarer holdlederen.
Fem ryttere, herunder Line Munk og Stinna Tange, har allerede klaret kvalifikationskravene, så der bliver konkurrence om pladserne blandt de kvalificerede. Holdet, bestående af fire mand plus en til to reserver, udtages efter DM på Broholm.

God stemning i den danske lejr
Selvom der er lidt ekstra pres på skuldrene, er stemningen i top i Kristiansand.
– I går druknede vi i regnvejr og tordenbulder, men i dag har vi fået højt solskin, og der er rigtig god stemning heroppe. Det er et superfint stævne, som er hyggeligt, fordi det ikke er så stort, og vi får også snakket med de andre danskere i lejren, fortæller Anette, som har sendt et par stemningsbilleder fra Norge:

Nyheden fortsætter efter annoncen

Medaljer lørdag og søndag
Hold-medaljerne bliver uddelt lørdag ud fra det sammenlagte resultat af både fredagens og lørdagens holdkonkurrencer. De individuelle medaljer uddeles alene på baggrund af lørdagens resultat. Søndag er der endnu en medaljerunde, hvor pararytterne konkurrerer om individuelle NM-medaljer i kür.
Og hvilket resultat håber holdlederen på?
– Jeg håber selvfølgelig på at vinde holdkonkurrencen og at få nogle gode individuelle placeringer, siger Anette Bruun.

Se start- og resultatlisterne.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner