Danske EM-arrangører henter inspiration i Madrid

17-09-2011 19:52

Britt Carlsen

EM Madrid | Allerede nu summer pressecenteret i Madrid med spørgsmål om, hvordan mon EM i Herning bliver i 2013. Arrangørerne af EM i dressur, springning og paradressur er derfor i Madrid for at få inspiration til deres stævne

Den 21.-25. august 2013 afholder Danmark EM i dressur, springning og paradressur i MCH, Herning. Dette bliver en gigantisk rideevent med kamp om prestigefyldte titler, tusindvis af danske og udenlandske tilskuere på MCH Arena, en række sideevents samt udstillinger og messestande. For at sikre den bedst mulige afvikling af EM 2013 besøger de danske arrangører derfor dette års europamesterskaber i ridebanespringning i Madrid. ”Spanierne er kendte for at levere flotte ridebegivenheder, derfor ser vi frem til at høste en masse gode erfaringer i Madrid. Desuden benytter vi os naturligvis af lejligheden til at mødes med repræsentanter fra det internationale rideforbund, FEI, som er rettighedshaver til EM,” siger Jens-Erik Majlund, som er generalsekretær i Dansk Ride Forbund og tilføjer: ”Dansk Ride Forbund vil i samarbejde med Sport Event Denmark og Herning Kommune benytte mesterskaberne i Danmark til at sætte fokus på vores forbunds succesfulde talentarbejde samt udbrede kendskab i omverdenen til Danmarks stolte traditioner indenfor hestevelfærd.” Jens-Erik Majlund er taget til Madrid sammen med repræsentanter fra Herning Kommune og Sport Event Denmark. ”Målsætningen med det samlede EM i 2013 er at skabe en unik begivenhed, der fremviser stort set samtlige aspekter af ridesporten. Med MCH Arena som det primære stadion tilbyder Danmark således meget attraktive faciliteter for eventens deltagere og tilskuere. Vi står med en stærk organisation i fællesskab med Sport Event Denmark og Dansk Ride Forbund,” siger Elo Christensen, som er Sport Event Koordinator fra Herning Kommune. Også i Sport Event Denmark er der store forventninger til udbytte af inspirationsturen til Madrid: ”Sport Event Denmark lægger vægt på at samle og udvikle de bedste ideer indenfor eventorganisation og set-up. Vi har høstet mange erfaringer fra de mange, internationale events, som Danmark indenfor en lang række idrætsgrene har været vært for, og vi kigger gerne udenlandske arrangører over skulderen for at hente endnu mere inspiration til glæde for de events, Danmark er vært for,” siger Lars Lundov, direktør, Sport Event Denmark. EM i dressur, springning og paradressur 2013 afvikles i Herning. Bag mesterskabet i Herning står Dansk Ride Forbund, JBK Horseshows, Messecenter Herning, Herning Kommune og Sport Event Denmark.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner