Overtog farmors hest

30-05-2023 15:59

Maria Lerche Mortensen

I går ville det have været Marianne Kolmorgens fødselsdag og netop i går red hendes barnebarn en flot kür ved DM, på den sidste hest hun uddannede til grand prix

Nyheden fortsætter efter annoncen

Marianne Kolmorgen gik bort i februar sidste år. Hun var kendt af mange i hestesporten. I løbet af hendes lange karriere startede hun utallige danske seniormesterskaber i dressur i perioden fra 1982 til 2012, på heste som hun selv uddannede til Grand Prix.  I alt blev det til omkring 10 grandprix heste, hvoraf 7 af dem blev startet ved det danske mesterskab.

Den sidste hest Marianne startede i Grand Prix, var trakehneren Roloff e. Herzendieb/Mago XX (opdr. Kaj Overgaard Jensen). Familien købte ham som 6-års og det var faktisk ikke meningen at han skulle være Mariannes hest, men omstændighederne gjorde at han alligevel blev hendes ridehest på højeste niveau.

Copyright Ridehesten.com
Marianne og Roloff i 2019. Foto: Ridehesten.com/Mette Emilie Pedersen.

For knapt et år siden overtog Mariannes 15-årige barnebarn Ulrikke Kiertner Kolmorgen trakehneren, som familien i daglig tale kalder Rolf. I det år har fokus været på træningen derhjemme, hvor Ulrikke rider ved sin far og Anne Grete Törnblad og øver sig på øvelserne til Prix St Georges. – Han har været så sød og hjulpet mig da jeg skulle lære alle de svære øvelser, en god ”starter hest”, fortæller Ulrikke om Rolf, der er hendes første hest. Siden januar har Ulrikke redet stævner på Rolf og trods få starter sammen har ekvipagen bl.a. nået at ride første kvalifikation af ECCO-cup.  

Nyheden fortsætter efter annoncen

I denne weekend tog Ulrikke afsted til Agria DRF-mesterskab på Vallensbæk Rideklub – Vi kom i forgårs, for vi bor jo meget tæt på. Vi skulle ride en MB1, det gik okay, men det var ikke den bedste tur. Jeg var meget nervøs men han var rigtig sød ved mig. Og det gik jo, og det er jeg rigtig glad for, fortæller Ulrikke om søndagens ridetur i den indledende runde, hvor publikum inden startsignalet fik smag for at Rolf allerede har gjort Ulrikke sikker i de svære øvelser, da hun red skråt igennem og fyrede en changementserie af.  

Søndag red Ulrikke kür. En kür lavet til Rolf, hvor familien i fællesskab har lavet både linjeføring og musik. – Det gik klart meget bedre i går. Jeg var mindre nervøs. Han var virkelig god og med mig, fortæller Ulrikke om ridtet der blandt andet indeholdt bombesikre changementer, hvilket er en af de øvelser, der kan volde problemer for nye juniorryttere. Parret  indkasserede 68,4 % i küren og placerede sig som nr. 5.  

Ulrikke har endnu to år som ponyrytter og til sommer starter hun både Valhallas Foxxtrot og Jestis Duke ved DRF-mesterskabet for kategori 1 ponyer. Men drømmene med Rolf er store – Jeg vil rigtig gerne ud og have nogle gode ture på ham, og indenfor det næste år også gerne i noget geo (prix st georges, red.) , slutter Ulrikke, der snart får en hest mere under sadlen. For det er planen at hun skal overtage den 9-årige Zolex e. Sezuan/Michellino (opdr. Annette Nielsen), som hendes far har startet i MB, så den skal være hendes næste juniorhest, når hun og Rolf avancerer i klasserne. 

Astrid Ø. Sørensen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Astrid Ø. Sørensen