Anna Pørtner
Lørdag den 29. juni kan berider Ove Bisgaard fejre rund fødselsdag, idet han fylder 90 år. Ove Bisgaard har igennem mange år været et særdeles kendt ansigt i ridesporten. Ove har gjort et særdeles stort arbejde for ridesporten, hvor han blandt andet kan skrive læremester for et utal af elever på cv'et. Sammen med sin hustru Lene Ejby Christiansen, har han i flere årtier drevet OL Hestecenter nær Odense. Her har parret haft succes med hingstehold, opdræt, uddannelse og salg af succesfulde rideheste.
I 2023 blev Ove Bisgaard æresmedlem i Dansk Ride-Instruktør Forening, der markerede det store arbejde Ove har lagt i branchen som både læremester for mange elever, censor til eksaminer samt som en fast del af Dansk Ride Forbunds instruktørudvalg. Derudover har mange hestefolk gennem årene nydt godt at Oves store viden og gode hukommelse, hvis de ønskede oplysninger om beridere, læremestre eller elever.
Ove startede sin karriere i militæret som garderhusar, hvorefter han blev sergent. Da han havde aftjent sin tjeneste, ville han være berider. Dengang blev berideruddannelsen ikke tilbudt i Danmark, og derfor måtte Ove til Sverige på Ridskolan Strömsholm, hvor han tog sin beridereksamen. Herefter flyttede Ove til Herning Rideklub, hvor han startede sin karriere som berider og daglig leder. Efter nogle gode år i Herning, flyttede Ove til Aalborg Rideklub og var i nogle år, for herefter at flytte til Fyns Rideklub. I 1990 startede han så OL Hestecenter på Fyn med hustruen Lene Ejby Christiansen, hvilket parret stadig driver i bedste velgående i dag.
Ove er den berider i Danmark, der har uddannet flest beridere, og hans første lærling var Vibeke Degn Andersen, der har haft stor succes som både dressurrytter og efterfølgende landstræner for det danske ponydressurlandshold. Udover Vibeke, har Ove været læremester for et utal af dygtige beridere i både spring og dressur, samt delt ud af både erfaringer og viden til et hav af ambitiøse ryttere.
Da Ridehesten spurgte Ove, hvad hans største fødselsdagsønske var, kom svaret prompte – Jeg ønsker mig en ny sofa. Jeg har et livslangt motto: "Det er sundt at sove til middag", og det har altså holdt mig frisk i alle disse år. Nu har jeg slidt min nuværende sofa op, så jeg ønsker mig en ny, så jeg fortsat kan sove til middag, fortalte Ove.
Ridehesten ønsker Ove Bisgaard stort tillykke med den runde dag.