Orientering fra formand Dan Boyter

30-10-2024 17:57

Dan Boyter, formand i Dansk Ride Forbund, samt næstformand Ditte Bach Sørensen blev i slutningen af september indklaget til DIF's Etiske Komité. I et nyt skriv giver Boyter en status på sagen fra hans synspunkt og offentliggør samtidig klageskriftet og han og næstformandens svar herpå – for at klubberne kan tage stilling på "oplyst grundlag"

Copyright Ridehesten.com
Formand i DRF, Dan Boyter, har netop skrevet en orientering ovenpå sagen i DIF's Etiske Komité. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Siden den nye formand og en række bestyrelsesmedlemmer til Dansk Ride Forbunds bestyrelse blev valgt til repræsentantskabsmødet i april måned i år, har samarbejdet internt i forbundet været udfordret. Det kom frem i september, hvor en udtalelse fra Dan Boyter berettede om uenigheder om arbejdsgangene i forbundet. 

De fire bestyrelsesmedlemmer, der står i opposition til Boyter, dvs. Henrik Jørgensen, Linnea Ericsson-Carey, Nathalie zu Sayn-Wittgenstein og Charlotte Kjærgaard, kom herefter med et modsvar.

Det blev begyndelsen på et længere forløb, der foreløbigt kulminerede, da Dan Boyter og næstformand i DRF, Ditte Bach Sørensen, den 24. september blev indklaget til Danmarks Idrætsforbunds Etiske Komité

Nu har Dan Boyter skrevet en orientering, der både er bragt på DRF's hjemmeside samt hans egen Facebookside

Fakta
Få et overblik over sagen i DRF her

Den 20. september berettede Dan Boyter i en udtalelse om længere tids udfordringer internt i bestyrelsen i DRF. 

Få dage efter kunne vi afsløre, at der i bestyrelsen var uenighed om, hvorvidt Andreas Künnemann skulle fortsætte på posten som formand for springudvalget. 

Den 23. september kom de fire bestyrelsesmedlemmer, der står i opposition til Dan Boyter, med et modsvar til formandens udtalelse.

Den 24. september blev Dan Boyter og Ditte Bach Sørensen indklaget til DIF's etiske komité. 

Senere blev det besluttet at afholde ekstraordinært repræsentantskabsmøde i DRF. Mødet foregår lørdag den 7. december 2024 kl. 10.00 på Dalum Landbrugsskole, hvor rideklubberne samles.

I et ønske om at give medieplads til alle vinkler af sagen har vi desuden også bragt flere forskellige debatindlæg, hvor relevante personer som bl.a. Bent Neergaard, Kimi Nielsen, Ulf Helgstrand og Casper Cassøe har givet deres besyv med i diskussionen. Dette kan alt sammen findes her på Ridehesten.com under nyheder.

Fold up
Copyright Ridehesten.com
Dan Boyter har efter eget udsagn offentliggjort klagen og svarene herpå for at give klubberne mulighed for at tage stilling på oplyst grundlag. Foto: Ridehesten.com/Thomas Bach Jensen

Læs Dan Boyters orientering her:
Kære klubber, kære alle

I har alle modtaget en mail fra 4 medlemmer af DRF’s bestyrelse, hvor de orienterer om og gengiver den klage, de har indgivet over DRF’s næstformand og undertegnede til DIF’s Etiske Komité. Det på trods af, at det tidligere har fremgået af DRF’s hjemmeside. Gennem deres mistillidsvotum har de tillige foranlediget, at der skal afholdes ekstraordinært repræsentantskabsmøde den 7. december. Bestyrelsesarbejdet i DRF er unægteligt stærkt påvirket heraf.

Nyheden fortsætter efter annoncen

De påstande, der fremgår af klagen om mig, er af en voldsomt grov og meget ubehagelig karakter, og som det vil fremgå af det svar, næstformanden og jeg har formuleret til Etisk Komités behandling af sagen, kan jeg slet ikke genkende det billede, der tegnes.

Mange medlemmer har henvendt sig både til DRF’s administration og til mig direkte med ønske om at få indsigt i baggrunden for de anklager, der er fremført. Der skal naturligvis være fuld transparens omkring klagen og det skete, så I som medlemmer og klubber er fuldt informerede og kan danne jer et objektivt billede af den situation, vi står i. Derfor offentliggøres materialet fra både klagen og vores svar* i dag her på hjemmesiden. Læs det her.

Som bestyrelsesformand har jeg fra starten bestræbt mig på at sikre professionelle rammer og klare retningslinjer for vores arbejde i bestyrelsen. Som det fremgår af materialet, har det undervejs nødvendiggjort nogle direkte dialoger med visse bestyrelsesmedlemmer. Disse samtaler har haft til formål at klargøre forventningerne til bestyrelseskompetencer og at sikre forståelse samt efterlevelse af god bestyrelsesskik

I forhold til påstanden om, at oplysninger skulle være fortiet eller hemmeligholdt for bestyrelsen, bunder det efter min bedste forståelse i, at nogle bestyrelsesmedlemmer grundlæggende har misforstået den naturlige og nødvendige arbejdsfordeling mellem bestyrelsen, udvalgene og administrationen i DRF. Dette er uddybet i det indsendte svar til Etisk Komité.

Min hensigt med at offentliggøre både klagen til Etisk Komité og svaret fra undertegnede og næstformanden, er, at alle klubber og medlemmer skal kunne tage stilling til den nuværende situation på et oplyst grundlag.

Med venlig hilsen
Dan Boyter
Formand

*Der er ikke tale om fortroligt materiale i de offentliggjorte dokumenter.

Dan Boyter refererer til en række klager og svar på klager, som nu er blevet offentligtgjort på DRF's hjemmeside. Disse klager og dertilhørende svar, der relaterer sig til sagen i DIF, kan læses her. 

Kilde: Dansk Ride Forbund

Copyright Ridehesten.com
Dan Boyter. Foto: Ridehesten.com/Thomas Bach Jensen
Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner