Optimisme på træningssamlingen

17-08-2018 16:47

Britt Carlsen

WEG Tryon | Der var stor optimisme at spore blandt rytterne ved træningssamlingen for paradressurrytterne forud for afrejsen til WEG i Tryon, både ryttere og ledelse tror på muligheden for medaljer

Copyright Ridehesten.com

Blue Hors danner i denne weekend rammen om den sidste træningssamling for de hjemlige paradressurryttere inden afrejsen til WEG World Equestrian Games i Tryon, USA.  Det er derfor nu, de sidste detaljer skal på plads, men fordi rytterne blev udtaget i forbindelse med DM-stævnet på Broholm i juni, så har både ryttere, hestene og teamet omkring de enkelte ryttere og holdet haft til til at lave en god forberedelse,  fortæller landstræner Astrid Gemal, der også sætter fokus på konkurrencemomentet:

- Vores fokus er selvfølgelig på den sidste finpudsning, og så på at få lavet noget konkurrencesituationstræning. Vi har ikke været til alt for mange stævner i Europa i år, så vi vil gerne prøve at få skabt nogle situationer, hvor vi bringer rytterne ud i noget af det, der venter dem til VM. Og endelig skal vi have lagt en plan for hver rytter frem til vi rejser den 11. september.

Dressurdommer Mette Ubbesen har derfor bedømt rytternes ridt i dag, hvor de har opvarmet inde i den ene ridehal sammen med landstræneren, og herefter redet ud på udendørsbanen. Mette Ubbesen gav rytterne gode råd til forbedringer, og enkelte af dem fik redet nogle af programmets linjer igen, efter anvisning fra dommeren. Ridtet blev filmet, og efter ridning samledes rytterne med dommeren og landstræneren samt mentalcoach fra Team Danmark til evaluering.

Line Munk Madsen (Thisted) og Hønnerups Beebob, grad I
Stinna Tange Kaastrup (Silkeborg) og Horsebo Smarties, grad II
Tobias Thorning Jørgensen (Hejls) og Bruunholm Caribian, grad III
Susanne Jensby Sunesen (Thisted) og CSK's Que Faire, grad IV

Henrik Weber Sibbesen (grad V) på Hotmani og Caroline Cecilie Nielsen (grad III) på Davidoff er reserver og deltager også i træningssamlingen. Alle heste er fit for fight, dog stod Tobias hoppe med et lidt hævet ben, så han kom ikke til træning i dag. 

 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner